Åhja, Jens - Min første 164'er var ovenikøbet en "E". Den elektroniske indsprøjtning gav et kolossalt aftræk; men til gengæld var der kun én eneste gammel mekanikersvend i det østjyske, som forstod at justere elektronikken. -Da han gik på pension, opgav jeg efter jeg ved ikke hvor mange værkstedsbesøg. Hver gang, der lige var brug for at smække højrefoden ned til gulvet, sagde det gurgl - og så døde dyret.
Så blev der skiftet ud til "almindelig" 164 med den knapt så vilde dobbeltkarburator, og selv om det ikke var helt det samme, kunne man nu stadig mærke trelitersmaskinen og de 130 heste. -Hyp ! Det store problem med 164'erne - så vidt jeg véd samtlige årgange - var, at det var den ringeste rustbehandling, Volvo nogensinde har præsteret. De to næste rådnede op i bunden, længe før maskineriet var tilkørt.
Så har jeg haft mere held med den nuværende, "firbenede" 940 Classic, årgang 1994, -netop rundet 200.000 km (jeg kommer ligesom ikke rigtig nogen steder mere - det må være fordi, alle de sjove, små baner er borte. Homogeniserede melorm kører jeg i hvert fald ikke en km for at fotografere).
Den 19 år gamle mukkebik får ros hver gang, den er til syn, -og først nu har jeg øjnet en rustplet på bagsmækken. -Der er bestilt tid !
Og på denne fine tur var der ikke provokationer overfor selvbefordrende fotografer.
Jeg mindes nok en gang på VLTJ, hvor min makker og jeg artigt havde købt billetter for at kunne fotografere med god samvittighed fra bil, men en vis Hr Lekbo og et par andre gavflabe havde så travlt med at chikanere et par ikke-betalende pirater, som også fulgte med, at der ikke kunne tages hensyn til os. Der var lagener og anden pynt ud ad vinduerne på de fleste af mine billeder og smalfilm den dag.