Havnebane, Kbhs Havn, Nord-Øst-delen (Generelt)
Vi så jo i tråden om en mulig forbindelse mellem Havnegade og Larsens Plads, hvor svært det er et passe jernbanespor ind i en by.
Holmen og Refshaleøen ville nok under alle omstændigheder have været bedst betjent fra Amagerbro Station med et spor over eller langs Kløvermarken.
B&W havde tilsyneladende i forvejen et veludviklet transportsystem med pramme mellem de enkelte afdelinger, som lå spredt i havneområdet. Vi ved jo, at de tidlige diesellokomotiver blev leveret af en flydekran, som satte dem af på sporene ved Christians Brygge.
Et spor midt op gennem Strandgade kunne have betjent Asiatisk Plads (skibe til Færøerne) og Grønlandske Handels Plads, men det ville nok have været problematisk at kante sporet uden om Christianskirken.
Læg hertil en helt ny bro ved det, der i dag hedder Hammershøis Kaj, og en ombygning eller nybygning af broen, som fører Strandgade over kanalen oppe ved Wilders Plads.
Det havde været et kostbart projekt, og trafikken i Strandgade ville nok med en vis ret have følt sig generet af rangertrækkene. Beboerne tænkte man nok knap så meget på dengang.
Så mit gæt er, at projektet aldrig er nået længere end til et par løse skitser i en skrivebordsskuffe - hvis det er nået så langt overhovedet.
Med venlig hilsen
Hans-Henrik Landsvig