Hovedbanegården i Læk (Leck) i er et redskabsskur, som man kan købe som færdigmodel i ethvert byggemarked. Indenfor står en venlig dame og tager imod os - og bemærker, at den kvindelige deltager på vort hold har korte bukser på. Vi er lige syd for den dansk-tyske grænse - i Sydslesvig.
- Måske De skulle tage nogle længere bukser på, hvis De har nogle med i tasken. Buskene og træerne vokser ind over strækningen, og det kan godt være, De får nogle kradser undervejs, advarer hun af en god mening.
Og så skal vi huske, at vi ikke må vende snuden mod vest, før klokken 14 i Ondaften og klokken 14.30 i Valsbøl. Og fra klokken 14 må vi ikke fortsætte turen fra Valsbøl mod Ondaften - så er vi simpelthen for sen på den. I så fald risikerer vi at stå snude mod snude mod andre skinnecykler og skal i hver sin retning.
Da vi har nikket ja til forskrifterne, bliver der fløjtet afgang fra Læk. Skinnerne er rustne. Det sidste persontog på strækningen mellem Nibøl og Flensborg kørte den 31. maj 1981. Ukrudtet skyder op mellem sveller og grus. Sådan æder moder Natur til sidst al civilisation.
Vi er på skinnecykeltur fra Læk med kurs mod Ondaften - eller dræsine, som det muskeldrevne køretøj til skinnebrug retteligt hedder. Opkaldt efter tyskeren Karl Friedrich Drais von Sauerbronn, der blev født i Karlsruhe i 1785.
Han opfandt den såkaldte »sparkecykel«, senere kaldt »Draisine« på tysk. Baronen Karl Drais er også ophavsmand til skrivemaskinen, hulkortet og mange andre ting. Og så var han så overbevist demokrat, at han i 1849, året for den tyske demokratibevægelse, aflagde sig sin adelstitel. Ikke alle var lige fornøjede med hans demokratiske tendenser. Efter den mislykkede badiske revolution var der kræfter, der systematisk gik i gang med at ruinere hans eksistens.
Som et led i bagvaskelsen benægtede disse reaktionære kræfter også, at Karl Friedrich Drais von Sauerbronn overhovedet skulle have opfundet dræsinen. Men eftertidens historikere er kommet ham til undsætning, fortæller en velorienteret deltager på vort skinnecykelhold.

»Vejen er målet«
Vi træder kraftigt i pedalerne, selv om firmaet »Draisinentour Nordfriesland« på sin hjemmeside forkynder, at »vejen er målet«. Køerne står gumlende og kigger på os, som om vi er marsmænd. Hvad vil de skøre mennesker? Det kan vi da godt fortælle dem: Vi vil væk fra asfalten og se grænselandet fra en anden vinkel. Ud i det grønne, hvor der er ro, fred og frisk luft. Have noget motion. Kigge ind i folks baghaver - og nå ja, et par foderstofforetninger og gamle lagerhaller undervejs. Og så er der en betænksom fyr, der har taget øl med i muleposen. I Spragebøl (Sprakebüll) godt seks kilometers pedaltramp fra Læk ryger de første kapsler af flaskerne.
- Ah, det var dog en vederkvægende forfriskning, lyder det fra en af de to jernbaneglade cykelmænd på vort udflugtshold.
Men et par dage efter, at vi kom hjem, gik det op for undertegnede, at indtagelse af alkohol faktisk slet ikke er tilladt, mens man er på skinnecykeltur ad den nedlagte jernbane. Det står at læse under under afsnittet »Sicherheit« på skinnecykeludlejningens hjemmeside. Ups...
Promillekørsel har der dog næppe været tale om. Dertil var indtagelsen for ringe og forbrændingen for stor, men af pædagogiske hensyn bør vi nok anbefale andre først at knappe øllene op, når man er kommet tilbage til Læk efter at have tilbagelagt strækningen tur-retur.
Der er ingen stigninger eller fald af betydning på strækningen, der heller ikke slår særlig mange kurver i den flade sandede jord mellem marsken og østkystens bakker. ud over de to chauffører der plads til et par passagerer på hver cykel, og der vælges en fører, der skal bære en neongul selvlysende vest.
Hvorfor det er på sin plads, erfarer vi, da vi skal krydse den befærdede landevej mellem Spragebøl og Skovlund. Hvor bommene normalt går ned for biler, er de her gået ned for skinnetrafikken. Ved hver jernbaneoverskæring må vi ud og løfte dem op og sikre, at vi ikke kommer i karambolage med den privatbilisme, der var med til at slå banetrafikken ihjel. Bomme op og bomme ned - én på hver side af vejen. Man føler sig næsten som stationsmester eller gamle dages ledvogter.

Nato ville beholde banen
Men stationsmestrenes tid er forbi. I de gamle stationsbygningers ventesale og billetsalgsrum er der nu enten dagligstuer eller bryggers. De gamle stationer er blevet til privatboliger, og perronerne er forvandlet til mælkebøtteplantager. Banelegemet er dog i forbavsende god stand, og man undrer sig over, at svellernes små metaldateringer ikke går længere tilbage til midten af 1970erne, når banen blev nedlagt for persontrafik i ganske får år efter.
At skinnerne fra Flensborg-Sporskifte (Weiche) til Lindholm overhovedet ligger der endnu skyldes, at forbundsmyndighederne gav ordre til, at de ikke skulle pilles op. Under den kolde krig havde banen en strategisk betydning for Nato, blandt andet for at kunne skaffe effektiv adgang ad landjorden til Læk. Efter murens fald er der flere gange blevet snakket om en genåbning af banen.
Nordfriesische Verkehrsbetriebe AG har meldt sig som interessent, men planerne er strandet på den dyre istandsættelse af sporene og på et krav om at kunne køre helt ind til centrum af Flensborg by. Flere steder er banen et rent morads. Mellem Hanved og Vedding gror der træer midt mellem skinnerne.
Det er til en heldagstur, og den kan anbefales, når der igen er fri bane fra april.