Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Pris på Y-tog / Anonymitet (Generelt)

af Hans-Henrik Landsvig ⌂, Amagerbro, 10/10 2011, 13:45 (4794 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Også jeg – som efterhånden er blevet 61 år – har undret mig over den tiltagende trang til at anonymisere sig selv.

Som Erik så rigtigt skriver, hørte det (og hører forhåbentlig stadig) til undtagelserne, hvis et læserbrev i et medie på papir bliver optaget anonymt. Så skal det fremgå direkte af teksten, at afsenderen har noget at frygte. Det manglede da også bare.

Vi er nogle stykker, der i skolen sang om, at Holger Danske kæmped med åben pande.

Det synes jeg også man skal.

For hvis man end ikke selv ikke vil lægge navn til sine ord, hvad er de så egentlig værd??

Men på Internettet gemte man sig fra starten bag ”handles” og denne anonymitet gjorde det åbenbart meget fristende at ”flame” hinanden på det heftigste. At ”flame” er et nydansk udsagnsord, som betyder noget i retning af at tømme den åndelige latrinspand ud over hovedet på folk, man ikke bryder sig om. Og den tradition bliver åbenbart hængende. Man skal ikke lede længe på Nettet for at finde eksempler på indlæg med langt flere ringeagtsytringer end fakta.

Så galt er det bestemt ikke her hos os, og jeg kan ikke umiddelbart erindre indlæg, som ikke godt kunne have været underskrevet med fuldt navn. En anden sag er så, at skribenterne til ganske enkelte indlæg i så fald nok ville have tænkt sig om en ekstra gang, inden de trykkede på "OK - Send" og måske ville have brugt "Delete" i stedet.

Lige præcis de indlæg ville formentlig heller ikke have været savnet af nogen ;-)

Leif Jørgensen har åbenbart dårlige erfaringer – men lægger alligevel navn til, hvad han skriver. Fint nok.

Og hvis alle nu gjorde som han, ville det da have den helt lavpraktiske fordel, at vi kan kende hinanden, hvis vi mødes i anden sammenhæng ude i byen.

I mit eget tilfælde har det med navnet ikke voldt mig større problemer, end man kan læse om på http://www.landsvig.dk/jerusalem.htm - hvis man gider.

Og på det tidspunkt tjente jeg faktisk til dagen og vejen ved at skrive mere eller mindre positivt om mennesker i mit eget nabolag, som hellere betjente sig af Semtex og skarp ammunition, end af ”flaming” hvis de blev fornærmet på nogen.

Med venlig hilsen
Hans-Henrik Landsvig


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billige jernbane T-shirts

ContecRail

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak