Pris på Y-tog / Anonymitet (Generelt)
Tja, jeg prøvede lige at gennembladre Modelbanenyt fra 1956. Stort set ingen kontroversielle indlæg, men den slags kunne redaktøren jo også nemt frasortere dengang. Til gengæld er der nogle stykker, hvor kun forfatterens initialer er gengivet. Hvem EPI og HS- var har læserne kun kunnet gisne om. Mens en rubrik som "Vor læser" jo kunne dække over både hvad og hvem som helst.
Tidligere har jeg også haft lejlighed til at læse i Modeljernbanen fra omkring 1950, hvor folk nok bruger egne navne men ikke altid til sobre ting. Redaktionsfolkene var også bestyrelsesmedlemmer i Dansk Modeljernbaneklub, og bladet blev følgelig flere gange brugt til udstillingsvindue for interne uenigheder og stridigheder i klubben.
Og lige netop det sidste er et problem, der også gælder i dag. At noget er internt er nemlig langt fra ensbetydende med, at de involverede så også holder det internt. Tværtimod er der dengang som nu folk, der griber til angreb udenfor, hvilket imidlertid ofte kun kommer til alment kendskab, hvis nogen gør opmærksom på det. Men langt fra alle gør det, og derfor kan et forum nemt komme til at virke pænere end det er. Det er forhåbenligt ikke tilfælde her, men igen - vi ved ikke hvad folk laver, når de ikke skriver her.
Med venlige historiske hilsner
Leif Jørgensen