Orientekspressen i Danmark 4.-5. april 2012
”Orientekspressen”, der besøger Danmark næste år til april, er det forkortede og nok mere populære end korrekte navn for rejsebureauforetagendet
”The Venice Simplon-Orient-Express” (VSOE). Dette rejsebureau havde sin start den 1. maj 1982.
Da de sidste luksusvogne tilhørende ”Det internationale sovevogns- og spisevogns selskab” (CIWL) stoppede med at køre i 1975, blev nogle af disse solgt på en auktion i 1977 til forretningsmanden (og jernbaneentusiasten) James B. Sherwood. Frem til starten på kørslen i maj 1982, lykkedes det at samle i alt ca. 35 tidligere CIWL vogne af forskellig konfiguration og type. De fleste vogne var af de tidligere luksussovevogntyper LX og YT, et antal Pullman vogne med og uden køkken, et antal spisevogne samt rejsegodsvogne mv. Mange af de købte vogne, blev anvendt som reservedele og flere blev ombyggede til servicevogne for personalet. Senere blev en del vogne afhændet.
James B. Sherwoods ønske var at udbyde en rejseoplevelse ud over det sædvanlige til et kræsent og velhavende publikum, under dække af 1930´ernes luksustog sammenholdt med mystikken omkring det berømte CIWL luksustog ”Orientekspressen”. Dette kørte oprindeligt strækningen Calais – Paris – Milano – Venedig – Beograd – Sofia – Istanbul, første gang i 1883.
Orientexpress i 1888.
I dag råder VSOE over følgende vogne:
Sovevogne:
S1 3309, S1 3425, Lx 3473, Lx 3482, Lx 3483, Lx 3525, Lx 3539, Lx 3543, Lx 3544, Lx 3552, Lx 3553, Lx 3555.
Spisevogne (ombyggede Pullman vogne af VSOE til formålet):
WR 4095 type "Etoile du Nord", WR 4110 type "Etoile du Nord" og WR 4141 type "Cote d’Azur.
Barvogn (ombyggede af VSOE til formålet):
WR 3674.
Servicevogne (for det medfølgende personale):
YT 3912 og YT 3915.
De fleste af vognene har i dag indbygget moderne tekniske installationer, ligesom de fleste vogne har fået ombyttede deres oprindelige P eller PP bogier til en moderne Schlieren- eller MD-type, der tillader en højere maksimalhastighed samt giver en bedre gang i sporet.
Det er derfor IKKE en Orientekspres i den jernbanehistoriske og dermed korrekte gamle stand der besøger Danmark (har jo ALDRIG kørt hér i landet), men en rejsemæssig og kulinarisk oplevelse i form af et tog, bestående af tidligere CIWL vogne, hvoraf de fleste nok aldrig har kørt i den originale Orientekspres. Men det gør nok ikke oplevelsen ringere!! Og jeg ville da godt have taget en tur, for bare at nyde kørslen, de rette drinks, samværet og spisningen, ikke sandt? Men hér rækker en ”fed” statspension nok ikke til andet end en billet til Hovedstadsområdet! Så må man glædes over at nogen har råd og dermed er med til at bevare nogle jernbanehistorisk fantastisk flotte og spændende vogne.
NB: Den ”Orientekspress” der gæstede Danmark i 1986 var ikke fra VSOE med et andet rejsebureau, der udbød luksustogrejser, nemlig ”Intraflug”. Dengang rådede det over 5 Pullman-vogne, 2 spisevogne, 11 sovevogne og 2 servicevogne.
Billeder herfra har også været vist i anden tråd.
--
Steffen Dresler