Dynamit - (Generelt)
Desværre, Ulrik, det var et stykke videre østpå, som det fremgår af det andet svar - det er Odense Banegård før den voldsomme ombygning i midten af 1990'erne - stort set kun perrontaget i baggrunden, køreledningsmasterne og muligvis perronbelægningen er den samme i dag. Som godnatbillede følger et fra den modsatte ende af stationen - men det er ikke det samme tog som på det første billede.
Her er vi hoppet et års tid frem, til den 2. juni 1994, hvor MZ 1406 kørte dette IR-tog med ganske blandet oprangering: B-Bn-ADn o.s.v. Mh'en i baggrunden rangerer med vogne fra Dalum Papirfabrik - ak ja, det var dengang! Bemærk i øvrigt det frie udsyn mod Nyborg (nå ja, måske ikke helt til Nyborg...) - så der virkelig sådan ud dengang?
Et år senere var det hele forandret - se blot her!
Det er den 30. maj 1995, og nu er banegårdsmonstret bygget. Mærkeligt, at man skal helt op på 2. sal for at komme ned til togene (der er dog stadig en perrontunnel). Toget, som MZ 1424 trækker, er om muligt endnu mere bizart end det foregående IR-tog, idet det består af WRM, Bc, Bn, B-T, AB, Bn, B, B, B. Årsagen kendes ikke.
Igen i baggrunden holder vogne fra Papirtoget. Det var en ganske særlig oplevelse, når dette tog (med MY'er) satte i gang fra dette bageste spor 8: Det tog tilløb fra et godt stykke uden for kommandoposten og buldrede så igennem stationen for at krydse over det vestgående hovedspor - der skulle fart på, for der kom jo hele tiden passagertog, så hvert sekund talte.
Venlig hilsen,
Aleman