Tender til P-maskine (Generelt)
Kære Søren.
Tenderen på litra P var af en helt ny konstruktion og helt anderledes end de hidtidig anvendte, der jo for det første var tre-akslede og for det andet benyttede en hel anden metode ved vandfyldning. De nye tendere var alle fire-akslede og akslerne lejret i en ramme.
Tendersassen var opbygget som et stålskelet, hvor side- og endeplader var nittet til og hovederne derefter planslebet.
På de ellers nomalt anvendte tendere type I og II, skete vandtagningen gennem en vandpåfyldningstragt, der normalt var anbragt bagest på tenderen i centerlinjen. Men for at lette vandtagningen, blev den nye tendertype udstyret med vandklapper i hver side af type "Gölsdorf". Denne type var opfundet af Dr. Karl Gölsdorf, 1861-1916, chefkonstruktør ved De Østrisk-Ungarske Statsbaner 1891-1916. Vandkasselågene kunne åbnes fra førerhussiden
Tenderloftet var forsænket og dannede en tragt ned mod kullemmen på tenderens forvæg. I højre side af tenderen helt fremme mod forvæggen, var bremsemultiplikatoren anbragt.
Den første ændring der skete, var ved fjernelsen af multiplikatoren allerede omkring 1912.
For at undgå, at fyrbøderen hele tiden skulle op på tenderen for at skovle kullene frem og ned i kultragten samt for at kunne medtage mere kul i forbindelse med planlægningen af længere ture i.f.m. Lillebæltsbroens åbning i 1935, blev der lavet planer for en forhøjet kulkasse. Maskinafdelingen udarbejde i 1936 en tegning til en forhøjet kulkasse af stålplade, men denne blev kun monteret på tendere i 1. distrikt. Første lokomotiv der fik dette var nr. 910. Nogle af de P II, der efter krigen kom til at gøre tjeneste i 1. distrikt., fik i mere end et tilfælde en ”sjællandsk” P I tender med den forhøjede kulkasse i stålplade, bl.a. nr. 923. På P tendere i 2. distrikt blev der monteret en forhøjet kulkasse lavet i træ.
Fra og med 1940 blev et antal tendere ombygget og fik forøget vandindholdet med 1 m3, hvorfor kulindholdet tilsvarende måtte formindskes med et ton, så tenderen nu rummede 22 m3 vand og 5 tons kul.
Du skriver du vil bygge en P II, så husk at Keysers kulkasseoverdel er forkert og du skal anvende den type, der bliver brugt på Heljans model af litra P. Den er så tilgengæld forkert som litra P I.
BORSIG hovedtegning af tender type II
Vandklapperne i venstre side (kørselsretning) med hængsler. Vandklappen åbnes lodret ved vandpåfuldning.
Den forhøjede kulkasseopbygning på P II (træopbygning) "svæver" ovenpå kulkassen.
DSB tegning til opbygning af forhøjet kulkasseopbygning af stålplade P I.
Håber det gav svar på dit spørgsmål. Alt INGEN vandpåfyldning bagest i centerlinjen, men udelukkende gennem vandklapperne i begge sider.
--
Steffen Dresler