Schneebergbahn 2021 (Generelt)
På vores Wien-tur tog vi en dag ud af kalenderen for at køre en tur med Schneebergbahn til toppen af Schneeberg i 1.800 meters højde.
Først en halv times tid med regionaltog til Wiener Neustadt, hvor en Desiro holdt og ventede.
Herfra yderligere en halv times tid til endestationen Puchberg am Schneeberg. Schneebergbahn er noget så eksotisk som en tandhjulsbane, hvor et stort tandhjul under lokomotivet griber fat i en tandstang liggende midt i sporet. På den måde kan man forcere langt skrappere stigninger end normale jernbaner kan klare.
Ved stationen var opstillet et eksempel på stigningsprocenten.
Togene på banen er rigtige turisttog i tivolilakering kaldet salamandertog. Der skulle reserveres plads i forvejen og toget var stopfuldt. Jeg gætter på, at alle skal op på bjerget om formiddagen og ned ad bjerget om eftermiddagen.
Der er 4-5 mellemstationer på banen, hvor der kan krydses. På en af stationerne blev der annonceret 5 minutters ophold, så man kunne købe forfriskninger på stationen. Da de 5 minutter var gået, kørte toget - jeg er ret sikker på, at mindst 2 rejsende ikke kom med…
Så nåede vi toppen og turen sluttede i en fin helt lukket stationshal med to spor.
Fortsættes...
--