Hej

Nu får jeg jo nok "tæsk" for disse måske noget non-politisk korrekte overvejser, men alligevel.
Man må jo undre sig over de mange tog-elendigheder i nyere tid, ikke mindst IC-4 mm.
Det forekommer mig at der en rød tråd i alt dette, nemlig samfundets lave reele prioritering af den kollektive trafik (måske skibe og fly undtaget) for så vidt angår tog og bus.
Læste fornylig om Centralværkstedets (Kbh) historie, og her var der en udtalelse der gik opå 50ernes kampe på arbejdspladserne mellem den socialdemokratiske og kommunistiske del af fagbevægelsen, og som man med rimelig succes undgik på Centralværkstedet (tjenestemandsansættelser?), og man var inde på at en strejke der omfattede jernbanedriften ville lamme nærmest hele transportinfrastrukturen i landet DENGANG, mens man idag dårligt ville bemærke en sådan fordi jernb anedriften idag har så lidt betydning fordi der idag er så mange alternativer både mht gods og personer.
Har det mon noget at gøre med at hovedparten af persontransporten i dag er "overførselsindkomstmodtagere" i bredeste forstand, børn, unge, kontanthjælpsmodtagere, alders-og førtidspensionister, efterlønnere mm, allesammen ikke gode skatteborgere og der,ed uden betydning (økonomisk) for samfundet, og de relativt få erhverspendlere langt hen ad vejen ville have andre egne transportmuligheder (biler mm), og samfundets "elite" stort set er selvtransporterende. Kongehuset har egne biler og skibe og fly (flyvevåbnet), regeringen har ministerbiler og selv den "dynamiske" ledelse i DSB kører i bil og parkerer i gården i Sølvgade (ku man se i TV). Ikke engang DSBs egne ledelse skal nyde noget med at køre i tog, måske lige med undtagelse af 1. kl. mellem landsdelene, hvis man ikke flyver
I 50erne vcar den sociale skævhed i bebyttelsen ikke så udpræget også på grund af manglende alternativer
Kan alt dette have noget med den mere eller mindre kroniske krisestyring i driften at gøre?