Søby Brunkulsstation.
Som måske bekendt var Guldvang efter sin pensionering ansat som "arkivar" hos DSB/Banestyrelsen. Én af hans opgaver var at sørge for aflevering af arkivalier. Jeg er i øjeblikket ved at gennemgå godt 2.000 arkivæsker som han på vegne af DSB/Banestyrelsen afleverede til Landsarkivet for Nørrejylland i Viborg. De nævnte æsker dækker kun afleveringen fra 2. og 3. distrikt. Der er afleveret yderligere materiale, som ikke er fra 2. og 3. distrikt.
Hver æske består af en papkasse og et låg. Indholdet er angivet på en label, der er klistret på låget. Uheldigvis er der sket det, at mange er lågene er blevet forbyttet, således at man ikke kan være sikker på, at der er overensstemmelse mellem låg og indhold (!) Forholdet kan hverken tilskrives Guldvang eller Landsarkivet, men skyldes udelukkende "sjusk" fra brugernes side: Hvis man har mere en én papkasse med låg "på bordet" af gangen, er der risiko for forbytning af låg. Og sådanne forbytninger er sket i stort omfang.
Så man kan ikke med udgangspunkt i den registratur, der er fremlagt på læsesalen på Landsarkivet bestille lige præcis dén kasse med dét indhold, man ønsker. Man bliver nødt til at lede bredere. Jeg har valgt at gennemgå dem alle sammen. Det vil tage ca. 4 år. Ind i mellem skriver jeg lidt ned om, hvad der er i hver enkelt kasse og indtil nu har jeg noteret følgende æskenummer vedr. brunkul/Fasterholt/Søby:
Arkivskaber: TTDSB100 ( = 2. og 3. distrikt). Faneblad 1 i rødt ringbind, Æskenr. Bb: 2079 og 2080. Jeg har ikke kigget nærmere på indholdet, idet det falder uden for mit "forskningsfelt". Men jeg er overbevist om, at der findes sporplaner fra Søby og Fasterholt i æskerne 2079 og 2080. Til gengæld må man ikke forvente at finde fotos.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen