Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Afsked med Fidel (9 fotos) (Generelt)

af Niels Munch, 26/11 2016, 15:11 (2854 dage siden)

El Commandante en Jefe - eller ham med skægget, som kritikerne kaldte ham - har netop forladt denne verden; men Cuba vil givetvis i mange år endnu bære vidnesbyrd om hans regime.

Dagen giver anledning til at mindes en Cuba-ferie i januar 2008, hvor der i øvrigt var valg til Nationalforsamlingen (der skulle vælges 589 medlemmer blandt 589 opstillede). Nationalforsamlingen skulle herefter udpege 23 medlemmer til Statsrådet, hvis formand er landets præsident. Fidel var opstillet til Nationalforsamlingen, men ikke Statsrådet. Her blev bror Raúl udpeget som formand og præsident efter at have fungeret som formand siden 2006.

Mine cubanske jernbaneindtryk blev fortrinsvis henstillede damplokomotiver, tidligere vist i dette forum, idet den regelmæssige dampdrift på sukkerbanerne var ophørt i 2006. Men der var andre trafikale indtryk at hente fra landet:

[image]Capitolio i Havana, hvor Nationalforsamlingen havde til huse, og bag hvis fløj til venstre et antal lokomotiver var "parkeret".

[image]"Kamelbus" (Camello) på Havana Metro M2. Bustypen forsvandt fra gadebilledet i april 2008 og erstattedes fortrinsvis af kinesiske busser.

[image]Indsejlingen til Havana bevogtes af Fortaleza de San Carlos de la Cabaña.

[image]Én af $1 "havnebusserne", der sejlede tværs over havnen mellem Old Havana og bydelen Casablanca.

[image]I Havana var udstillet Coche Mambí, en præsidentiel salonvogn, bygget i USA 1900 og bragt til Cuba 1912.

[image]Ved jernbanen i Santa Clara er opstillet et minde om rebellernes angreb på et pansret Batista-tog 29.12.1958. Vognene er uoriginale.

[image]På sukkerplantagen Australia kørtes turisttog med nr. 1716 (Henschel 12428/1913, 1435 mm).

[image]Australia Sugar Plant, Administration Building. Her havde Fidel sit hovedkvarter under invasionsforsøget i Svinebugten i april 1961.

Som nævnt vil Cuba også fremover bære vidnesbyrd om Fidel Castro. Her er én af hans brandtaler malet på væggen ved den charmerende restaurant La Guarida:

[image]"Por Eso Decimos Patria O Muerte", Fædrelandet-eller-Døden-talen. Malet på væggen ved trappen til restaurant La Guarida i Havana.


Alle fotos i januar 2008 (nm).

Klaus' (K.B. Andreasens) Cuba-rejse findes i det historiske forum.


Bedste hilsener
Niels

AR AR1021
Veterantog kalender

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak