Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Næstved - Præstø - Mern Banen - NPMB.

af Niels Munch, 3/3 2011, 10:33 (5016 dage siden) @ Erik V. Pedersen

Kære Erik - og alle NPMB-interesserede m.fl.,

TAK til Erik for det nye initiativ til en fælles NPMB-side!

Hidtil har vi ikke her i forum beskæftiget os så meget med denne bane; jeg erindrer "kalenderlåge nr. 4, 2010" og dette indslag, der begge havde at gøre med DJKs afskedstur med banen den 19. marts 1961, altså om kort tid for 50 år siden (!), samt billeder fra Henning Petersens arkiv i denne tråd.

Jeg var selv med på DJK-afskedsturen sammen med JB-P og Thyge af Mern, hvor vi i pausen i Præstø i en uopvarmet NPMB C 31 tænderklaprende blev interviewet af Danmarks Radios Palle Bo Bojesen, JB-Ps lærer og grundlægger af regionalradioen i Næstved:

[image]
NPMB C 31 interieur, Præstø 19.03.1961 (foto: Povl Bruun-Petersen, arkiv: nm).

På billedet, der er taget af JB-Ps fader, interviewes undertegnede, og de 2 andre gutter sidder på bænken t.v. for vinduet. Indslaget blev, så vidt jeg erindrer, sendt efterfølgende mandag i "Ugerevyen" kl. 16:20 .....

I påsken 1961 havde "drengene" suppleret sig med ESA, og vi kørte med banens allersidste tog den 31. marts 1961, en langfredag, hvor flaget hele dagen - meget passende - var på halv:

[image]

Stærkt eksalteret blev jeg forleden, da jeg, medens jeg ledte efter gamle notater fra mine jyske eskapader, tilfældigt fandt ovenstående billet fra sidste tur med NPMB, der havde indsat alt sit skinnebusmateriel til den sørgelige anledning.

Nå, det korte af det lange er, at der hermed opfordres til at slutte op om EVPs nye initiativ, for vi var ikke de eneste, der for rundt med kamera ved NPMB på de tider - se bare menneskerne på EVPs billeder!

Og så er jeg personlig meget spændt på, om Thyge af Mern - på trods af div. forhindringer - har fået løbet sin scanner i gang ;-) !

Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak