Sjællands Odde består primært af sten og grus, som er ført hertil af skiftende havstrømme. I næsten 100 år blev disse materialer gravet ud, knust, sorteret og fragtet bort, og en 600 mm smalsporsbane med både damp- og diesellok spillede en vigtig rolle i et effektivt transportsystem.

Indholdsfortegnelse

• Historien
• Nekrolog - Peter Frederik Sletting
• Lokomotiver
• Billeder

---

Historien

I oldtiden bestod Sjællands Odde af en række små øer. Gennem århundrede aflejrede skiftende havstrømme store mængder sten og grus mellem øerne, og omkring år 1000 var øerne bundet sammen til én lang odde. Det var disse stenmasser, som driftige folk mange år senere kunne se en værdi i.

I slutningen af 1800-tallet opfører Jørgen Nielsen på Brandstrupgård på Sjællands Odde et lille værk, hvor sten knuses med dampkraft, og derefter udskibes via en anløbsbro.
Efter få år brænder værket, og resterne samt Brandstrupgård, Yderby mølle og et stort grundstykke købes i 1899 af grosserer Nielsen fra København. Nielsen dør i 1900, og samme år kan man i Ingeniøren læse følgende annonce:


I 1903 er der igen en annonce i Ingeniøren:


Området skifter ejer flere gange, og produktionen går i stå omkring 1908. Behovet i samfundet for sten og grus er stadig stigende, og området sælges i 1909 til kongelig vejer og måler F. W. Carlsen i Skælskør, der tegner en kontrakt med et tysk firma, om levering af 200.000 kubikmeter sten til udvidelsen af Kielerkanalen fra 67 meter til 102 meters bredde. Det tyske firma bliver medejer, og i 1910 er Yderby Skærvefabrik - eller Tyskerværket som det kaldes i daglig tale - i gang igen.
Der opsættes en ny skærveknuser ca. 2 kilometer fra Gniben (ud for den nuværende Æblerosevej) og der anlægges en havn ved Kattegatkysten. Fra skærveknuseren til havnen anlægges en 600 mm smalsporsbane, hvorpå tipvogne kan skubbes til skibene for aflæsning.

I 1910 ansøger det dansk-tyske konsortium myndighederne om tilladelse til kørsel med lastbiler fra Odden til Stårup på Nykøbing-Holbæk-landevejen, formentlig for at sikre udskibningsmulighed via købstadens havn i Nykøbing. Og da dette bliver afslået indgiver konsortiet et andragende til Ministeriet for Offentlige Arbejder om anlæg af en interimistisk havn på nordsiden af Odden, med den begrundelse at afstanden fra stenlejerne til fiskerihavnen på Odden er for stor og at denne havn i øvrigt ikke er dyb nok til de fartøjer, der skal anvendes til stentransporten.
Ansøgningen godkendes og en havn etableres. På den nordre mole anlægges et 600 mm tipvognsspor ind til stenknuseren på land, så sten og grus kan læsses direkte ned i de fortøjrede skibe og pramme. Ude i terrænet lægges også spor, og her arbejder mellem 50 og 100 italienske arbejdere med at grave sten og grus med hakker og skovle, og fylde det i tipvogne.

Desværre viser det sig, at havnen ikke er bygget til at kunne modstå den hårde sø, der står ind fra Kattegat. Molerne er konstrueret af sammentømrede sænkekasser af svære planker fyldt med sten, og i hårdt vejr flytter havet rundt på dem, så havnen i lange perioder er ubrugelig.


Og uheldene fortsætter:


I 1914 udbryder første verdenskrig, så tyskerne rejser hjem og det tyske firma går konkurs.


Konkursboet købes af et nystiftet aktieselskab “A/S Stenlejerne på Sjællands Odde” med en aktiekapital på 600.000,- kr og en bestyrelse bestående af frøgrosserer L. E. Christian Dæhnfeldt i Odense, overretssagfører Niels Hjorth og H. P. Christian Nielsen.
Det nye selskab går straks i gang med at annoncere:


Samtidig tegner man kontrakt med de danske Statsbaner om årlige leverancer af mindst 55.000 kubikmeter skærver.

Dæhnfelt dør i 1920 og virksomheden overtages af ingeniør Peter F. Sletting (der er direktør i firmaet) og ingeniør Otto Zimmermann, og sidstnævnte forestår driften af stenlejerne som driftsbestyrer fra sit kontor i Nykøbing Sjælland.

I 1921 bliver både havn og værk ødelagt af en stormflod, og det besluttes at opføre en nyt moderne skærvefabrik en kilometer længere inde på Odden, for enden af den vej, der i dag hedder Søstensvej. I en maskinbygning placeres knuse- og sorteringsværkerne, og en stor cementstøbt silo opføres til det færdigknuste materiale. Under siloen anlægges smalspor, så tipvogne let kan fyldes ved hjælp af tyngdekraften.

På grund af de mange problemer med den gamle havn bliver det besluttet i stedet, at opføre to lange anløbsbroer - en på hver side af Odden - hvor skibene på dybt vand kan lægge til. På begge broer lægges smalspor med forbindelse til skærveværket, og damplokomotiver trækker nu de tunge fyldte tipvogne rundt på spornettet, der samlet måler over 4 kilometer.
Den sydlige bro bliver dog kun benyttet i forbindelse med afskibning af sten på dage, hvor det på grund af stærk nordenvind er vanskeligt at laste på nordsiden.


Allerede i 1923 udskibes der over 60.000 tons skærver fra Odden, der leveres til en lang række havne rundt omkring i Danmark.

I 1930'erne er der omkring 75 arbejdere ansat ved stenbruddene, og omkring en tredjedel af disse er lokale husmænd, der supplerer deres indkomst fra landbruget. Resten er arbejdsmænd, hvis eneste levebrød kommer fra stenarbejdet.
Mens tyskerne før første verdenskrig tog de største sten, bliver der nu taget sten i størrelse fra tallerkener og helt ned til tre centimeter. Materialet bliver gravet op af en gravko og derefter transporteret med tipvognstog til sorteringsmaskinerne. De største sten bliver knust, og derefter bliver materialet sorteret i fem forskellige størrelser og lagt på lager. Herfra bliver det læsset i tipvogne for transport til de ventende skibe.

I 1936 begynder man at grave sten i et nyt stenleje på sydsiden af Odden, og der anlægges et ca. 300 meter langt sidespor med tilslutning til det sydgående udskibningsspor. Den sydlige anløbsbro bliver ødelagt af isen i 1940/41, og bliver ikke genopbygget.

Virksomheden A/S Stenlejerne på Sjællands Odde sælges i 1937 til Aarhus Sten- og Gruskompagni A/S.

Produktionen bliver midlertidigt stoppet under den tyske besættelse af Danmark i 1940, da soldaterne overtager de militære anlæg på Gniben. Året efter kommer produktionen dog i gang igen, og denne gang er det tyskerne, der henter sten på Odden. Det foregår under militær bevogtning, og tyske skibe bliver anvendt ved udskibningsstedet. I 1944 tvinges værket til at standse, da det bliver påkrævet at bruge skibe og mandskab til krigsførelsen.
Den 6. januar 1945 går der ild i en forvarmer, der anvendes til opvarmning af den tungtflydende brændselsolie, og branden breder sig til træsiloen med stenelevatoren og vaskeriet, der nedbrænder til grunden.

Da anden verdenskrig endelig slutter, kan de danske ejere rykke ind igen og genoptage produktionen med bl. a. nye og større gravemaskiner.

Den 1. september 1969 kan et nyt transportbånd på 108 meter tages i brug. Det er opført af virksomheden selv og betyder, at et skib nu kan lastes på en time, imod tidligere 3-4 timer.

Den 18. maj 1966 åbner Molslinjen en bilfærgerute fra Ebeltoft til en nybygget havn kaldet Odden Færgehavn få hundrede meter fra det sted, hvor Stenlejerne havde deres sydlige anløbsbro. I 1971 bygger Stenlejerne en egen kaj langs den sydlige mole i færgehavnen til modtagelse af last fra stenfiskerskibe.


I starten af 1970´erne begynder man at udstykke dele af de gamle stenlejer til sommerhusgrunde, og i 1972 bliver de resterende stenlejer solgt til A/S Carl Nielsen. Carl Nielsen videresælger området for 460.000,- kr til A/S Caminus, der udstykker de fleste arealer til sommerhusgrunde.

Den præcise dato for skærveværkets ophør kendes ikke, men det nedbrænder den 24. juni 1973, og dermed er det definitivt slut.

I dag ses stadig områder på Odden med volde og grøfter på stribe, der udgør de sidste synlige rester af Stenlejerne på Sjællands Odde.

Kilder:

• Stenlandskaberne på Sjællands Odde, Kurt Sørensen, 1998
• Holbæk Amts Venstreblad
• Bent Hansen og Peter Andersen
• Jernbanen.dk
• Danmark set fra luften
• Danmark før og nu
• Historiske kort
• Arkiv.dk
• Stenlejernes historie
• Af tyskernes saga

---

Nekrolog i Ingeniøren 1950
Peter Frederik Sletting
5. december 1873 - 27. februar 1950

Ingeniør P. F. Sletting var søn af stadsingeniør i Aarhus, P. Sletting, og blev polyteknisk kandidat i 1898. Efter at have arbejdet nogle måneder ved Aalborg Portland Cementfabrik fik han ansættelse under Vandbygningsvæsenet, først ved dettes ingeniørkontor i Lemvig, derefter i Thyborøn, Agger og Esbjerg. Senere forestod han bl. a. moleanlægene ved Vorupør og Hanstholm og kom endelig i 1912 til Helsingør. Samtidig med denne beskæftigelse var han rådgivende ingeniør ved forskellige havneanlæg - bl. a. i Hundested og Gilleleje - og herved kom han i forbindelse med grosserer Dæhnfeld, der havde erhvervet stenlejerne på Sjællands Odde og nu skulle have en udskibningshavn anlagt der. Dette førte til, at Sletting, der havde megen forretningssans, forlod Vandbygningsvæsenet og blev direktør i A/S Stenlejerne på Sjællands Odde, hvilken han ved Dæhnfelds død et par år senere overtog. Forholdene under første verdenskrig medførte standsning i driften af stenlejerne, og Sletting kastede sig da med iver og dygtighed over produktionen af indenlandsk brændsel idet han oprettede tørvefabrikken Fugdal ved Hejnsvig og desuden var leder af A/S Sydjydske Tørvefabrikker i Vorbasse indtil 1920. Driften af stenlejerne var nu genoptaget, og det lykkedes ham ved udfoldelse af stor energi og kraftig agitation for benyttelse af danske sten - i stedet for svenske - at oparbejde stenlejerne til en smuk virksomhed. Denne blev i 1928 udvidet til også at omfatte fremstilling af asfaltemulsion, hvortil byggedes en fabrik i Nykøbing S. I 1937 afhændede han stenlejerne, medens emulsionsfabrikken blev omdannet til A/S Dansk Goudalite, for hvilket han var formand, og fra 1940 tillige leder.
Uagtet Sletting allerede i 1914 forlod vandbygningsvæsenet, hang hans hjerte dog stadig ved vestkysten og mole- og havneanlæggene der. Han deltog da også lige til sine sidste år i alle diskussioner her i “Ingeniøren” om dette vanskelige emne og gjorde sig herunder i særlig grad til talsmand for tilvejebringelse af parallelværker ved udlægning af gamle skibe. Af vennerne og de samtidige kolleger, der endnu er tilbage, vil han blive husket og savnet for sit ærlige og aldrig svigtende gode kammeratskab.
H. Flensborg

---

Damplokomotiver (600 mm)

Orenstein 2947
Orenstein 6419
Orenstein 7402
Orenstein 11214

Motorlokomotiver (600 mm)

Deutz: Ukendt
Kastrup: ukendt
Kastrup: ukendt

Et ukendt Kastrup lok hensat ved anløbsbroen i 1970.

Endnu et ukendt Kastrup lok hensat ved værket i 1970.

---

Billeder og kort

For at starte med geografien, så befinder vi os på Sjællands Odde i det nordvestlige hjørne af Sjælland. De to skærvefabrikker er angivet med rødt.

På dette kort fra 1914 ses placeringen af den første skærvefabrik med tilhørende havn.

Det første skærveværk på Sjællands Odde kaldtes Yderby skærvefabrik og lå, hvor den nuværende Æblerosevej ligger i dag. Fra 1910 til 1914 er et tysk firma aktiv, og opfører dette skærveværk med tilhørende havn.

Et nærbillede af havnen på Odden med tyskindregistrerede skibe. Skibet til venstre ligger ved læssebroen, hvor tipvogne - via slidsker - kunne læsse direkte ned i skibet. Havnen var alt for spinkelt konstrueret, og var kun i drift i ganske få år.

Et helt manuelt sortererværk på Odden: En stenharpe med håndsving. Pr trillebør køres de grovsorterede sten til skærveknuseren eller direkte til skibene.

Den nye skærvefabrik kort efter opførelsen i 1921.

Et par år senere var der opført yderligere bygninger samt en høj skorsten
Knuseværket var drevet af en dampmaskine.

I 1924 var der firmaskovtur med ledsagere, og alle er stillet op til fotografering. Direktør Otto Zimmermann står yderst til højre.

Skærveværket fra en anden vinkel. Flere fyldte tipvogne står parkeret rundt omkring.

På dette kort ses placeringen af den nye skærvefabrik samt de to anløbsbroer i henholdsvis Kattegat og Sejerøbugten. Der er ligeledes indtegnet smalspor og det ses, at anløbsbroerne og fabrikken er forbundet, ligesom der stadig er smalspor op til Snekkebjerg, hvor den første skærvefabrik lå.

Et damplokomotiv skubber en række læssede tipvogne på den nordlige anløbsbro ud til et ventende skib.

Der er kun et enkelt spor på det meste af anløbsbroen, men ude på brohovedet er ilagt et sporskifte, og dermed er der to læssespor på selve brohovedet. Via to slidsker kan sten og grus tippes direkte fra tipvogne ned i lastrummet på skibe på begge sider af brohovedet.

Graderværket under opførelse. Et graderværk er et køletårn, der afkøler vand ved fordampning.

I begyndelsen af 1930´erne var gravningen blevet effektiviseret med store maskiner. På bredsporet holder bagerst gravemaskinen, der udgraver skråningen og læsser indholdet op i tragten på toppen af sorterermaskinen, der holder forrest. I sorterermaskinen sorteres jord, ler, græs, grus mv. fra og føres på et transportbånd væk fra graveområdet. Det frasorterede materiale bliver med tiden til lange forhøjninger i landskabet kaldet sanddupperne eller topperne. Det brugbare sten og grus hældes i tipvogne under sorterermaskinen og køres til skærveværket for videre knusning og sortering. Rangerhesten står klar til at trække afsted med vogn 92.
Dette billede og de øvrige 4 billeder ser alle ud til at være fra samme periode, men er i forskellige arkiver dateret vidt forskelligt - fra 1914 til 1955!









På dette billede ses tydeligt, hvordan gravemaskinen æder sig gennem landskabet, og efterlader overflødigt materiale i nydelige bunker.

En stor cementstøbt silo til færdigsorteret materiale opføres. Kabeltrukne tipvogne trækkes op på toppen af siloen for at tømme deres last. Et tipvognsspor under siloen gør det nemt at fylde tipvogne igen for videretransport til skibene ved anløbsbroen.

Et godt oversigtsbillede, der viser den centrale den af Stenlejerne på Sjællands Odde. De store lyse områder er oplagret sten og grus. Hele arealet er i dag et fuldt udstykket sommerhusområde.

Et udsnit af forrige billede, der viser remisen, værkstedet og øvrige bygninger på området.

Endnu et udsnit der viser, at skærveværket nu er radikalt om- og udbygget i forhold til det oprindelige værk. Transportbånd fører materialerne rundt på værket, der nu er omkranset af en høj trævæg. Under hele værket løber et tipvognsspor.

Samme motiv (og samme overflyvning) fra en lidt anden vinkel.

Nogle år senere er de dampdrevne maskiner udskiftet med dieseldrevne ditto. Gravkoen er nu på larvefødder og kan grave fra toppen af kanten.

Det var ikke uden grund, at de lokale kaldte området for topperne eller sanddupperne.

Selvom naturen kan være barsk ud til Kattegat, så overlevede den nordlige anløbsbro helt frem til værkets lukning. Her er et iskoldt billede fra vinteren 1962.

Skitse af området som set af S. A. Guldvang i 1966.

Tippegrube til venstre, pumpe til højre, sortererværk og rampe på lagerplads i 1966.

Samme motiv set fra modsatte side (i retning mod Kattegat).

Den nordlige anløbsbro i 1966 (af Guldvang kaldet udskibningsmole).

I 1970 besøgte Guldvang igen stenlejerne og nu var anløbsbroen tydeligvis lukket for al trafik. Udskibning foregik nu fra den nye Odden færgehavn.

Engelske Royal Air Force (RAF) overfløj i 1968 Danmark og optog bl. a. dette billede af Stenlejerne på Sjællands Odde. Der ligger et skib ved anløbsbroen, og man er ikke i tvivl om, hvor i landskabet, der har været gravet.

RAF kom også forbi den nybyggede Odden Færgehavn, og her ses også tydelige spor i terrænet efter stengravning.

Odden Færgehavn i 1971, hvor man er ved at færdiggøre byggeriet af stenlejernes kaj på den søndre mole.

I 1973 (hvor fabrikken brænder), er den stadig angivet på kortet sammen med anløbsbroen. I færgehavnen er angivet Stenlejernes kaj på søndre mole. Udstykningen af sommerhusgrunde kører på fuld tryk.