Avatar

Silkeborgmotorvejen - Rungstedbanen

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 15/4 2014, 17:55 (3671 dage siden)

Jeg læser på nettet, at Vejdirektoratet netop har besluttet, at en del af Herningmotorvejen (der er motorvejen fra Aarhus til Herning) nu skal hedde Silkeborgmotorvejen. Hvilket er "afslutningen" på en debat, der i den grad har bragt sindene i kog her i Jylland.

http://jyllands-posten.dk/indland/trafik/ECE6645109/herningmotorvejen-aendrer-navn-til-...

Det pudsige er, at det kun er en del af Herningmotorvejen, der kommer til at hedde Silkeborgmotorvejen. Stykkerne fra Aarhus til Låsby (øst for Silkeborg) og Funder til Herning (vest for Silkeborg) skal fortsat hedde Herningmotorvejen.

Alt i alt en lidt pudsig "løsning". Jeg vil såmænd godt vædde to påskebryg i en stillekupé på, at historien vil vise, at det er folkeviddet, der i sidste ende kommer til at bestemme, hvad motorvejen fra Aarhus til Herning uofficielt kommer til at hedde.

Den valgte løsning vil jo svare til, at Kystbanen fra København/Østerport til Helsingør/Snekkersten på strækningen fra Vedbæk til Kokkedal skulle tvangsomdøbes til "Rungstedbanen".

Der er "sprængstof" i den slags navnesager. Hvis der er noget, der i den grad kan bringe sindene i kog, er det navngivning af steder (tag bare "Thorning/Torning-sagen" i Jylland eller, uden sammenligning i øvrigt, striden mellem Grækenland og Makedonien om navnet "Makedonien".

Vi har oplevet en lille snert af det her på siden/"den anden side", hvor der argumenteres heftigt (i ordets positive betydning) for, hvilken jernbanestrækning der kan/må kalde sig "Vestbanen".

Og hvad er det så jeg vil frem til med ovenstående ordsvalder? Jo: Da jeg læste artiklen om Herningmotorvejen/Silkeborgmotorvejen, kom jeg til at tænke på, om vi kan komme med historiske eksempler på danske jernbanestrækninger, hvis navngivning har givet anledning til "fejder" magen til den, som vi nu har overværet omkring Herningmotorvejen/Silkeborgmotorvejen? De fleste navneændringer (fra f.eks. "Roskildebanen" til "Korsørbanen") er vel sket helt naturligt og uden sværdslag. Men der må da også have været "sager", der har bragt sindene i kog?

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen
Jernbanehistorisk grundforskning - det nye sort


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak