Den første jyske jernbane i kongeriget Danmark åbnedes den 4. september 1862 mellem Århus og Randers. Det var den første delstrækning af et stort samlet projekt, som omfattede hele den østjyske længdebane og hovedbanen over Fyn. Det var det samme engelske entreprenørfirma Peto, Brassey & Betts, som havde bygget den sydslesviske og den nordslesviske bane, der her fik den samlede kontrakt på Danmarks største baneprojekt. Mange af de ingeniører, der havde arbejdet i Slesvig, fortsatte i Nørrejylland og på Fyn, og også mange af de danske stationsforvaltere, tog- og lokomotivførere samt værkstedshåndværkede, der havde arbejdet i Slesvig, fulgte med herop.
Banerne åbnede således:
Århus - Randers (1862)
Langå - Viborg (1863)
Viborg - Skive (1864)
Skive - Struer (1865)
Nyborg - Middelfart (1865)
Middelfart - Strib (1866)
Struer - Holstebro (1866)
Fredericia - Vamdrup (1866)
Fredericia - Århus (1868)
Randers - Aalborg (1869)

Englænderne ledede de første år driften under navnet Det Danske Jernbane-Driftsselskab, som også ejede alt det rullende materiel. Mens lokomotiverne og broerne blev fremstillet i England og sejlet til Århus på sejlskibe, havde entreprenørerne regnet med at bygge alle vognene i Danmark. I marts 1860 købtes en tidligere vandmølle i Randers - Hvide Mølle - som lå umiddelbart øst for den projekterede banegård. Den egentlige produktion begyndte i efteråret 1861, og sidenhar der været bygget jernbanevogne i Randers. I 1876 omdannedes fabrikken til et eget selskab fra Randers Jernbanevogn Fabrik til Vognfabrikken Scandia.

Den 11. maj 1866 måtte Sir Peto standse sine betalinger som følge af en fallit af et større firma i England. Skønt han ikke selv blev erklæret konkurs, var Peto, Brassey & Betts kommet i en meget vanskelig stilling økonomisk, så man ønskede straks at realisere de danske anlæg. Da der samtidig var ikke så lidt utilfredshed med nogle af de engelske ledere, vakte det glæde, at staten overtog driften og det rullende materiel den 1. september 1867. Banerne gik fra nu af under navnet De Jysk-Fynske Jernbaner. Ved overtagelsen i 1867 herskede der udtalt mangel på lokomotiver. Banernes nye chef, ingeniørkaptajn Niels Holst og den nyudnævnte overmaskinmester John Blair, ilede med at bestille nye lokomotiver hos den berømte fabrik Robert Stephenson & Co i Newcastle-on-Tyne. De første år holdt man sig til at købe lokomotiverne i England, men i 1875 begyndte man i lighed med de sjællandske baner, at købe i Tyskland. De engelskbyggede maskiner - og især dem fra Stephensons fabrik - viske sig imidlertid ofte at være af højere kvalitet, således kørte en E-maskine i 64 år.

Mens Peto havde anvendt skinner med en vægt på 32 kg/m., gik man nu af sparehensyn over til at bruge skinner på 22,5 kg/m. Følgelig måtte lokomotiverne til disse linier være lettere, og de blev da så lette, at det kun var ganske små tog, de kunne fremføre. Helt galt blev det, da man i 1880erne anlagde Thybanen, Nordsallingbanen og Aaaensbanen, hvor man gik ned til skinner på 17,5 kg/m. Det tilladelige akseltryk var da helt nede på 7 tons, så lokomotivernes trækkraft blev derefter.

I 1885 dannedes DSB ved sammenslutning med Det Sjællandske Jernbaneselskab men de to selskaber fortsatte som selvstændige enheder indtil den endelige sammenlægning i 1892.
(Bay)