Privatbaneobligationer
Kære Thomas,
A/S Det Østsjællandske Jernbaneselskab (efter 1979 Østbanen a/s) tilvejebragte i sin tid en del af sin anlægskapital gennem udstedelse af 4 % obligationer med et samlet pålydende af 2.098.800 kr., til hvilket staten ydede rentegaranti, når banen ikke kunne udrede renterne af sit driftsregnskab (ikke havde overskud).
Grundlaget herfor er § 7 i anlægsloven: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=51220 .
Statens rentegaranti for udstedte aktier bortfaldt for flere menneskealdre siden, hvorimod rentegarantien for Østbane-obligationerne stadig bestod efter ikrafttrædelsen af "Lov om amtskommunernes overtagelse af de statslige ejerandele i privatbanerne" pr. 01.01.2001.
Østbanen havde ved flere lejligheder foreslået Trafikministeriet, at rentegarantien opsagdes i h.t. opsigelses-bestemmelserne i "hovedobligationen", selv om rentegarantien "kun" udgjorde max. 83.952 kr/år. Det ville koste staten et ekstraordinært tilskud til banen på max. 2.098.800 kr. (ikke alle obligationer var blevet registreret i Værdipapircentralen og måtte derfor anses at "være gået alt kødets gang").
Da sigtet med overdragelsen til amtskommunerne jo var at trække staten ud af sit ejerskab af og direkte økonomiske engagement med privatbanerne, skulle Østbanens obligationslån selvfølgelig også håndteres, og det skete med "Lov om ændring af lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet, lov om amtskommunernes overtagelse af de statslige ejerandele i privatbanerne, lov om Anlæg af Jernbaner til Tuborg Havn samt til Faxe og Rødvig og lov om jernbanedrift på Lolland-Falster".
Heri ophæves § 7 i anlægsloven. Afsnit 3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget redegør grundigt for hele sagen, og af de særlige bemærkninger til § 3 fremgår:
"Østbanen A/S’s obligationsgæld er opsagt til indfrielse pr. 31. december 2004. Herefter vil statens rentegaranti i henhold til § 7 i lov nr. 44 af 4. maj 1875 om Anlæg af Jernbaner til Tuborg Havn samt til Faxe og Rødvig kunne ophæves. Der henvises i øvrigt til afsnit 3 i de almindelige bemærkninger."
Se hele lovforslaget med bemærkninger her: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=90665 .
Da Østbanen a/s på dette tidspunkt jo var fusioneret med Hovedstadens Lokalbaner A/S (HL), fik jeg fornøjelsen at følge denne sag helt til dørs, hvilket bl.a. skete med denne bemærkning i HLs Årsrapport 2004:
"Med en ændring af Østbanens anlægslov fra 1875 samt et ekstraordinært tilskud til HUR muliggjorde staten, at Østbanens obligationslån på kr. 2.098.800 fra 1879 kunne opsiges og indfries over for kreditorerne pr. 31.12.2004. Det særskilte pant i Østbanens faste anlæg kan herefter aflyses".
I "min tid" har jeg ikke kendt til tilsvarende obligationer udstedt af andre privatbaner.
Bedste hilsener
Niels