Ugens Triangel - Bornholm (3 fotos)

af Niels Munch, 10/6 2013, 08:49 (4214 dage siden)

God mandag morgen,

Den første motorisering af de metersporede bornholmske baner skete i 1930, da Rønne - Allinge-Sandvig (RAJ) hhv. Almindingen - Gudhjem (AGJ) anskaffede hver en Triangel (DfA Model XII).

Det var de første motorvogne fra DfA med 2 tætsiddende aksler under motorenden, og de forblev i hele deres levetid benzindrevne. De udrangeredes allerede i 1955, overflødiggjort af skinnebusserne hhv. de 2 "sidebaners" nedlæggelse.

Derfor har jeg aldrig været på skudhold af de 2 herlige vogne, men må "låne mig frem":

[image]
RAJ M 11 og AGJ M 21 i Rønne, angiveligt kort før udrangering (foto: Aage Olsen, arkiv: nm).

Billedet har fundet vej til mit arkiv via den gode Peer Thomassen, hvis frimærkehandel (også) jeg ofte besøgte, dér i tresserne.

Med den flade frontgavl og lænkeakslerne giver vognenes udformning mindelser om NPMB M 7 og GDS M 3-5; men de bornholmske havde kun ét førerrum.

Skulle man have lyst til at se én fra undersiden, så er muligheden her nu:

[image]
(Foto: Aase Møllgaard - Rønne Byarkiv 3896260_orig).

[image]
(Foto: Aase Møllgaard - Rønne Byarkiv 2497623_orig).

De nærmere omstændigheder omkring dette pittoreske uheld kan læses her:

http://www.roennebyarkiv.com/jernbaneulykker-paring-roslashnne-h.html .

Rønne Byarkiv er i øvrigt en interessant tidsrøver, og for god ordens skyld citerer jeg her arkivets billedpolicy:

"Billeder der findes på denne hjemmeside kan frit kopieres, men skal de publiceres eller på anden måde videregives, skal man huske at oplyse om, hvorfra billedet stammer - bemærk at det som regel vil stå under de enkelte billeder. Skal de bruges kommercielt i en tryksag eller måske reklame, skal der indhentes tilladelse til det."


Bedste hilsener
Niels
(nm)


Flere Triangel'er kan findes *her*.

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak