Det fremgår ikke, hvornår Lyby blev forfremmet til station. Men det kan være sket den 2. maj 1922, hvor begrebet "holdeplads" faldt bort.

På sporplanen over Lyby fra 1951, som Henning har på rundremisen.dk, er Lyby stadig benævnt billetsalgssted, men det skal man måske ikke ligge for meget i ?

I togplan 9 b gyldig fra 7. oktober 1946 er Lyby anført som station uden indkørselssignaer (i tjenestekøreplanen betegnet med "sort timeglas").

I Tjenestekøreplan II gyldig fra 3. oktober 1948 er Lyby opført som station og betegnet med "sort timeglas".

I Tjenestekøreplan II gyldig fra 31. maj 1959 er Lyby opført som station og betegnet med "sort timeglas".

Så konklusionen må vel være, at stationen i 1951 sikringsteknisk var en station og at den publikumsekspeditionsmæssigt også var en station, idet det har været muligt at købe billetter og afsende og modtage såvel stykgods som vognladningsgods.

Så må den ged vist siges at være barberet
Station it is

forskellen på holdeplads og holdested

som jeg læser og forstår det, stationen er et holdested, såfremt stationen ikke er dækket af hovedsignal - oder wasdas

Kære Henning

Forskellen på holdeplads og holdested er et af de finurlige spørgsmål, der kendertegner herreværelset: Vi elsker detaljerne og de små forskelle/afvigelser.

Om holdeplads:

"Betegnelsen holdeplads har sit udspring hos JFJ, hvor den kan spores tilbage til 1868. Oprindeligt som stoppeplads, men fra 1872 som holdeplads.
En holdeplads havde samme ekspeditionsomfang som en station, men dog ingen ekspedition af ekspresgods, køretøjer og lig, og kun begrænset billetsalg (15 - 25 forskellige destinationer deriblandt København). Oprindeligt lå det ikke helt fast, om holdepladserne havde stykgodsekspedition. På JFJ har de formentlig alle haft det. På strækningerne på Sjælland og Falster og på privatbanerne anvendtes betegnelsen i flæng, og den kunne dække over både ubetjente og betjente trinbrætter på privatbanerne såvel som betjente private sidespor ude på strækningerne.
Hos SJS benyttedes betegnelsen holdeplads sjældent. Man havde dog nogle såkaldte 'Private Holdepladse' i form af private sidespor med stedlig bestyrelse ved opsynsmænd. Her var som regel et begrænset, ikke offentligt billetsalg og som regel ingen stykgodsekspedition. Disse ekspeditionssteder klassificeredes fra 1882 som holdepladser, selv om de ikke umiddelbart falder ind under holdepladsbegrebet. Betegnelsen holdeplads ændredes fra 1922 til station (af de laveste lønningsklasser), som regel bestyret af en stationsmester."
Kilde: Morten Flindt Larsen: "Flere forsvundne stationer", bane bøger 1994, ISBN 87 88632 49-0.

Om holdested:

"En Station (Togekspeditionssted), der
er dækket af Hovedsignaler,
er forsynet med Telegraf eller Telefon,
deltager i Togenes Af- og Tilbagemelding, naar saadan er foreskrevet for Strækningen og
har en for Togekspedition ansvarlig Stationsbestyrer,
fyldestgør Betingelsen for at deltage i Ledelsen af Togfølgen til og fra Stationen (Togekspeditionsstedet) og betegnes i nærværende Reglement som Togfølgeststion.
Andre Stationer (Togekspeditionssteder) samt offentlige og private Sidespor paa fri Bane, Grusgravspor, Billetsalgssteder o. l. betegnes i nærværende Reglement som Holdesteder og betragtes som hørende til den fri bane.
En Togfølgestation, der i nærmere bestemte Tidsrum ikke opfylder de ovenanførte Betingelser, betragtes i disse Tidsrum som Holdested.
Et Holdested, der i nærmere bestemte Tidsrum opfylder de ovenanførte for Togfølgestationer stillede Betingelser, betragtes i disse Tidsrum som Togfølgestation."
Kilde: Sikkerhedsreglement, gyldigt fra den 15. maj 1935.

Sondringen mellem station og holdested eksisterer i øvrigt i nugældende SR.

Jeg ved ikke, om begrebet holdested eksisterede forud for Sikkerhedsreglementet gyldigt fra 15. maj 1935. Såvel www.lundsten.dk som "De danske jernbaners signaler og sikkerhedssystemer gennem 150 år" er tavs herom og jeg har ikke de ældre reglementer fra 1923 og 1903 i mit arkiv.

Bedste hilsner

Thomas

Meddelelser fra Generaldirektoratet M. 57., 2. maj 1922. Arkiv: Danmarks Jernbanemuseum/Thomas Boberg Nielsen.