Ingen oplysninger haves
Bygningen stod der stadig for en måneds tid siden, men det er nok et spørgsmål om hvor længe, der bliver stående, for det er mere end et håndværkertilbud - det er en ren ruin. På et tidspunkt var der antik-shop (skrammel-butik) i den.
Billedet viser samme overskæring den 8. august 1998, hvor Mo 1848 havde været på udflugt til Tarco og endte på havnen i Nyborg i selskab med "Fulton" og "Kong Frederik IX.". På billedet ses kiosken i baggrunden i dens skikkelse som antikvitetsforretning... Måske var det noget for Nyborg Museum at genskabe kiosken - det er i hvert fald et mere overskueligt projekt end at bevare en Storebæltsfærge.
Her er så samme situation fra den modsatte side af vejen. Toget er på vej mod havnen. Og så et 'bonus-billede' fra samme weekend:
Mo 1848 huserede flere steder på Fyn denne weekend i '98: Således var den på besøg i Svendborg næste dag i forbindelse med cykelarrangementet "Tåsinge rundt". Det var et populært arrangement, hvor der deltog materiel fra forskellige veteranklubber hvert år. Den slags arrangementer er umulige i dag, hvor der ikke engang er mulighed for omløb i byen.
Jeg boede dengang i det røde hus lige bag pakhuset - bedre udsigt har jeg aldrig haft. Men blot fem år senere var scenen her totalt forandret - pakhuset revet ned, sporene pillet op, og i dag holder bybusser og rutebiler her. Pakhuset findes mærkeligt nok stadig - det ligger pulveriseret nede under asfalten på busterminalen... Og selve stationsbygningen er en ynk - rådne vinduesrammer, tomme lokaler, forfald og forslumning.
Jeg skal beklage billedenes ringe kvalitet - ikke alle papirbilleder har det lige godt.
Med venlig hilsen,
Flemming Søeborg
--
FS1954