Westerland (Sylt), et gensyn efter 55 år (epilog)
Tak for positiv respons på denne tråd.
À propos Hindenburgdamm, så købte jeg på en dødsbo-auktion for over 40 år siden bl.a. dette udaterede postkort:
Udateret postkort, Verlag und Fliegeraufnahme von Phot. Pförtner, Westerland-Sylt (slg. nm).
Om ikke indvielsestoget den 1. juni 1927, så sikkert ét af de første. Blikretningen er vestlig, og på nordsiden af hovedsporet ses det, som må være anlægssporet. For først i 1955 fik man på dæmningen et krydsnings-/overhalingsspor, og i 1971-1973 blev hele strækningen over dæmningen dobbeltsporet.
Oprindelig var Hindenburgdamm 11,3 km lang; men efter inddæmninger ved dæmningens ender er den "skrumpet" til 8,1 km.
Med oprettelsen af dæmningen blev transittrafikken til Sylt i plomberede vogne på Tønder-Højer banen og videre med færgen mellem Højer Sluse og færgehavnen i Munkmarsch overflødig.
Ovennævnte anlægs- eller entreprenørspor, hvis sporvidde var 900 mm, indgik i anlægget af halligbanen Dagebüll-Oland-Langeneß, der stod færdig 1928 og følgelig ikke har den udbredte Feldbahn-sporvidde på 600 mm.
M.v.h.
Niels