Avatar

Gæt en øl-station

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 19/7 2024, 11:14 (129 dage siden)

Der er ikke mange jernbanenørder i min vennekreds. I mine unge dage havde jeg en ven, som nogle gange tog med mig, når jeg skulle ud at fotografere jernbane. Selv var han ikke interesseret i jernbane, men han kunne godt lide at drikke øl sammen med mig. Når dagens fotosafari var slut, drak vi en masse øl i den by, hvor vi var landet og sov i min gamle bil. Han på bagsædet og jeg på forsæderne. Han var over 2 meter høj, og derfor havde vi rullet det ene vindue ned, og lå så med fire fødder ud ad vinduet. Sjovt nok blev vi aldrig antastet af politiet, selv om hele sceneriet så noget mistænkeligt ud.

Nå, min ven havde noget med "ord": Hindu, vindue, brevdue, kunne han finde på at sige. Engang opdagede han, at der eksisterede en station (et trinbræt), der havde samme navn som et ølmærke. Det var han noget forgrint af, og han foreslog, at vi engang skulle købe en kasse af det pågældende ølmærke og indtage øllerne siddende på en bænk på det pågældende trinbræt. At vi aldrig fik gennemført den nævnte plan, beror på en tilfældighed. For vi har gennemført mange skøre planer sammen.

Min ven er desværre død og borte. Til gengæld får I så et gættebillede af den station (trinbræt), som bærer samme navn som det omtalte ølmærke. Fluek....... vil formentlig anføre, at navnet på trinbrættet og navnet på ølmærket ikke er 100% identiske. Men op i rygsækken med det.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

PS: Jeg har en nulevende ven, som også kan lide at gøre skøre ting. Så vi købte to Giraføl og tog en tur i Aalborg Zoologiske Have og lod os fotografere med giraffer i baggrunden, mens vi indtog de to Giraføl

[image]


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak