Mosskov "billetsalgssted" 2023
Jeg sidder og læser i "Udskrift af forhandlingsprotokollen for Statsekspropriationskommissionen for Jylland, spor- og brofornyelse Langå til Aalborg (Besigtigelsesforretningen den 6. juni 2023) 1. hæfte.
I disse tider med med AI, ChatGPT, grønne Michelinstjerner, mental load og alle mulige andre nymodens hitte-på-udtryk, er det dejligt at se, at et par statslige myndigheder som kommissarius og Banedanmark har så lidt styr på, hvad de har med at gøre, at det kommer til at virke ganske hyggeligt, at ingen - og jeg gentager ingen - har overvejet, om der stadig skulle være et "billetsalgssted" i Mosskov.
Herreværelset vil vide, at det er over 50 år siden, der var et standsningssted (trinbræt) i Mosskov, og at det er endnu længere siden, at der var et billetsalgssted (nedlagt i 1952).
Nå, men ingen hos kommissarius eller i Banedanmark mister formentlig deres årlige éngangsvederlag eller får resultatlønnen i fare på grund af dén hyggelige fejl.
Med venlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen