Avatar

En lille film om Øresundsbådene i 1990'erne

af Morten Flindt Larsen, København K, 8/5 2024, 00:06 (199 dage siden)

Hejsa,

Så er der ved Jan Williams' velvillighed lagt en hyggelig lille fim på jernbanekilder.dk om Øresundsbådene (DSØ) i 1992. Nogle kender den måske fra YouTube, men I andre må have god fornøjelse med et stykke trafikhistorie, som ikke er mere.

--
Med vanlig venlig hilsen
Morten F. Larsen

En pessimist ser en mørk tunnel.
En optimist ser lyset for enden af tunnelen.
En realist ser et godstog.
En lokomotivfører ser tre idioter, der står midt i sporet og stirrer tomt frem for sig.

En lille film om Øresundsbådene i 1990'erne

af Steffen Dresler, 8/5 2024, 09:01 (199 dage siden) @ Morten Flindt Larsen

Tak Jan og Morten!

Hold da op, sikken en ændring af havnefronten, ikke alene over for Havnegade, men også længere ude med Holmen og nok ikke mindst B&W (”Brok og Virvar” med fællestillidsmand Bent F.).

Det gik stærkt i den tid, pludselig var ”Gripen” og ”Absalon” (De Store Både) væk og hvor man med stort besvær kunne få en personvogn med under fordækket. Ikke til at tænke sig nu om dage og hvad skulle man dog med en bil i Sverige, de kørte jo også i den forkerte side!!!

”Svenskebådene” blev anvendt af Københavnerne til fest om aftenen – uha, lærlingefester med øl og snaps – pensionister om dagen, med hovedformålet at købe svensk Gevalia kaffe og ikke mindst de 2x20 toldfri smøger!! Så blev det til ”Flyvebådene” ude i spidsen af Nyhavn, der var knald på, så nu var hyggen væk!

Det jeg personligt begræder mest, var ”ødelæggelsen af mit Dragør” ved anlæggelsen af færgehavn og opmarchbåse yderst over mod fortet. Nogle handlende, var dog glade for de svenske dagsrejsende i de små gyder, men engang imellem for meget og som i Helsingør, ”Hold Danmark rent, følg en fuld svensker til færgen”. Det var unægtelig noget sværere den modsatte vej med ”Spritbolaget” i Malmö!!:-D

Ikke at forglemme, at man fik hældt fribiletter i hovedet hele tiden, så sejlturen kostede ikke noget. Man kunne ofte klippe billetten ud fra avisernes annoncer! Men, det var jo ”Centrumlinjen” og ”Vikingbådene”. Øv, den sejler til Landskrona og ikke Malmö. Nå, cigaretterne kostede det samme!

Tak for en dejlig tur ned af ”Memory Lane” :-)

Steff

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak