Per Hauberg - bisættelsen i dag
I dag var der bisættelse i Malling Kirke for biografejer Per Hauberg. Og for nu at blive i terminologien, var forestillingen helt udsolgt.
Den kvindelige præst holdt den længste og bedste tale, jeg nogensinde har hørt ved en bisættelse. Hun havde selv været i Malling Bio flere gange, og måske var der langt imellem biografturene. Så kunne Per siddende ved billetlugen sige: "Godaften. Det er længe siden vi har set pastoren i Malling Bio". Præsten svarede da: "Ja, og det er længe siden vi har set direktøren i Malling Kirke".
Pers lidenskab for jernbaner blev naturligvis også nævnt ved bisættelsen.
Hvordan skal det nu gå med Malling Bio - Per Haubergs livsværk?
Biografen ligger på Bredgade, som Per altid omtalte som Broadway.