Avatar

Ny bog - med reception

af Tommy Nilsson ⌂, Ringsted, 10/4 2024, 11:39 (236 dage siden)

[image]

En ny bog er tilføjet til bogshoppen: Erindringer fra Præstøbanen.
Beskrivelse: “Bogen er en blanding af jernbanemæssige fakta og erindringer om livet på Præstøbanen. Gennem en tænkt rejse fra Næstved til Mern besøges stationer og trinbrætter og disses tilhørende bysamfund. Andre afsnit går i dybden på selve jernbanedriften. På sin vis stod NPMB direkte som fadder til den kendte danske skinnebus og indirekte var banens lukning i 1961 et første samlingssted for den spirende jernbaneentusiasme i Danmark. Det hele illustreres med 700 illustrationer.”

I anledning af udgivelsen afholdes der reception på Præstø bibliotek lørdag den 13. april kl. 10-13.

Klik fra pressemeddelelsen: “Et langt og svært svangerskab er nu afsluttet med en velskabt bog. Kom til Præstø og køb en ny helt frisk bog og hils på forfatterne – få 50,- kr. i rabat og et glas bobler og lidt sødt til den hule tand. Vi vil alle tre være at finde på dagen. Vel mødt på Præstø Bibliotek, Lindevej 45, 4720 Præstø fra klokken 10.00 til 13.00.
Lokalarkivet laver en mindre mindeudstilling om banen, som vil kunne ses på arkivet/biblioteket på dagen, lidt før og en kort tid efter. På dagen kan bogen også købes i Præstø Boghandel, Adelgade 40, Præstø – til 400,- kr., ellers 450,- kr. resten af året, hvor bogen ligger i kommission hos boghandleren. Bogen er på 480 sider, trykt på 115 gr. papir, 23 cm bred og 25 cm høj, indbundet og med 525 fotografier og 150 andre illustrationer som køreplansudsnit, billetter, kort, tegninger af sporplaner og lignende.
Bogen sælges gennem boghandlen, hos Dansk Jernbane-Klubs Jernbanebøger, Jernbanemuseet i Odense, velassorterede modelbaneforretninger og ikke mindst hos Præstø Boghandel!”

Jeg regner med selv at kigge forbi for en kort bemærkning, inden jeg skal videre til fødselsdag.

Øvrige nye bøger i bogshoppen:

[image] [image] [image] [image] [image] [image]

--
[image]

Ny bog - med reception

af Niels-Erik Hansen, Roskilde, 11/4 2024, 15:49 (234 dage siden) @ Tommy Nilsson

Jeg bestilte bogen i går omkring spisetid, og den blev sat foran min hoveddør midt på formiddagen. Nu sidder jeg med bogen i hænderne, og har kun lige bladret gennem de første ca 50 sider, hvor jeg har genkendt mange Næstvedbilleder. - Jeg var omkring otte år, da banen blev nedlagt og husker de gule skinnebusser. - Endda et billede af mit barndomshjem har fundet plads. - Jeg glæder mig til resten af bogen, som jeg umiddelbart synes vil være værd at eje

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak