De Smithske Jernstøberier - som lokomotivfabrik?
I den artikel, Martin Wilde henviser til kan man læse, at virksomheden havde andre jernbane relaterede produktioner. Blandt andet kan nævnes væsentlige leverancer til den første jernbanebro over Limfjorden, som åbnede 16. august 1879. Inden da havde virksomheden bygget jernoverbygningen til en lang række jernbanebroer i Himmerland under bygningen af jernbanen til Aalborg, som åbnede i september 1869. Herefter leverede virksomheden også overbygninger til flere broer i Vendsyssel på jernbanestrækningen til Frederikshavn, som åbnede i 1871. De Smithske leverede også 10 drejeskiver til Københavns Frihavn.
Virksomheden udførte også en del jernbanerelaterede reparationsopgaver som for eksempel skinnearbejder for Stats- og privatbanerne samt maskin- og kedelarbejder på lokomotiverne.
Man kan læse mere om virksomheden i
Bender, Henning: ”Fra fødsel til global ekspansion – De Smithske 1843-2009 – Metalindustri i 175 år”, DESMI, 2009, som kan findes i en pdf-version på firmaets hjemmeside.
/Nielsen