Nu havde vi jo for et stykke tid siden en lignende meget interessant tråd om dette emne omhandlende K-maskinerne på det andet forum, og i samme stil har jeg nogen ting om S-maskinerne jeg gerne vil spørge ind til.

Mine tanker sattes primært igang da jeg ved en tilfældig screening stødte på dette billede af 735: http://www.jernbanen.dk/Fotos/Damp/DSB_S735_1945.jpg

Hvornår gik man på S-maskinerne væk fra at have frontlygterne placeret lige over hinanden, med AGA-lygten for neden og den store olielampe foroven? Var det i forbindelse med ombygningen fra gas til el i 1951-54, eller var det allerede tidligere?
Det bagerste lygeparti er samtidig også lidt af en gåde for mig. Havde maskinerne dengang de havde gaslys bare en enkelt lanterne monteret under den udhængende kulkasse, eller hvordan forholdt dette sig? Var baglanternerne også olielamper, eller var de ligefrem batteridrevede?

Hvad med placeringen af gasflasken? Lå den blot oven på vandkasserne eller hvad gjorde den?

Det samme gælder sig stafferingerne på disse maskiner. Hvornår forsvandt de? Jeg ved 736 sidst i midten af 70'erne som museumsmaskine kørte rundt med stafferinger, men var det nogen den havde beholdt fra driften eller var de blot påmalet for at få den rigtige "museale effekt"?

Jeg ser frem til om nogen af jer skulle have noget i gemmerne!

Med venlig hilsen
Jens

Go´aften Jens!

Som andre lokomotiver leveret omkring 1920´erne, var litra S indledningsvis udstyret med to lanterner, en forrest placeret midt på bufferplanken og en bagest igen midt på bufferplanken. Yderligere medførtes en såkaldt ”særtogslanterne”, der blev opbevaret i et skab i førerhuset. Alle lanternerne anvendte olie (petroleum). Afhængig af kørselsretning, blev særtogslanternen monteres enten bagest eller forrest i øverste lanterneholder. Forrest på røgkammerdøren og bagest på en holder over en mindre fodplade ved kulkassen.
De oprindelige olielanterner blev allerede i begyndelsen af 1930’erne udskiftet med den billigere og bedre belysningsmæssigt belysningsmåde, nemlig acetylengasbelysning. (AGA) Det vil sige, at det dog kun var den almindelige lanterne, der blev ændret til AGA, mens særtogslanternen stadig var en olielanterne. AGA flasken bagest, se billede nedenfor.
I perioden fra 1931 til 1934 blev S nr. 734 jf. Driftsmaterielfortegnelsen forsøgsvis udstyret med turbogenerator for elektrisk belysning af såvel lanterner som belysning i førerhuset. Men allerede i september 1928 var en turbogenerator dog blevet monteret på lokomotivet. Den var monteret umiddelbart foran skorstenen.
Den anden verdenskrig satte imidlertid en stopper for videre indbygning af dampdrevne turbo generatorer. Hvor man kunne erstatte den dyre og rationerede olie, ændrede man under krigen også den bageste særtogslanterne, til en fast monteret AGA lanterne.
Først i fra 1951 og frem til 1954 blev de resterende S-maskiner udstyret med en dampdrevet turbogenerator for elektrisk belysning af alle lanternerne. Denne blev placeret på en konsol lidt til højre for sikkerhedsventilerne på kedelryggen.
Placeringen af lanternerne over hinanden anvendtes til indførelsen af SIR 1944. Men da det faktisk kun havde en praktisk betydning, kørte mange lokomotiver rundt med ældre form for placering af lanternerne til næsten slutningen af 1940´erne.
Årsagen til at flytte nederste lanterne ud til siden var denne, at det var besværligt at komme til røgkammeret, når det skulle tømmes, med en lanterne siddende lige foran.

I princippet holdt man op med at staffere omkring 1950 på vognmateriellet, mens man ved lokomotiverne egentligt ikke stoppede. På den anden side blev stafferingerne heller ikke vedligeholdt herefter. Men hvis et lokomotiv havde været til stor reparation i begyndelsen af 1950´erne, bibeholdt den jo sine stafferinger næsten ind til udrangering. Der er mange eksempler på, at lokomotiver, der var til S-rep i slutningen af 1950´erne, fik stafferinger, grå kedel og blyhvidt tag (farven altså).

S 723 med to AGA lanterner, Lejre 1945, foto James Steffensen.

S 721 med el belysning af både nederste som særtogslanternen.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler