Avatar

Odins fætter

af Tommy Nilsson ⌂, Ringsted, 26/4 2013, 11:48 (4259 dage siden)

Jeg har lige modtaget et tip om et interessant billede på et engelsk website:
http://www.essexrecordofficeblog.co.uk/new-accession-old-harwich-in-photographs/

Billede nr. 5 er angivet til at være "An Atlas Works locomotive". Denne engelske lokomotivfabrik er i Danmark bedre kendt under navnet Sharp og så ringer der måske en klokke hos nogen. Danmarks første damplokomotiv - Odin - blev netop bygget af Sharp i 1846. Sammenligner man billedet på det engelske site med billedet af modellen af Odin, vil man finde overraskende mange lighedspunkter.

Odins fætter

af Steffen Dresler, 26/4 2013, 15:03 (4259 dage siden) @ Tommy Nilsson

Go´ eftermiddag

Det er jo egentligt et interessant billede af en ”fuldstændig” Sharp Single i ordets bogstaveligste forstand, da det jo er et tanklokomotiv (Tankengine) uden tender, selvom det er svært at se detaljer. På den forstørrelse jeg har, kan man se en opbygning bagest på lokomotivet, der kunne ligne en tilsvarende som på Chaplin lokomotivet på museet, altså for kul. Bagest under rammen anes også "noget", der højst sandsynligt rummer vandbeholdningen. Altså synes lokomotivet ikke at have haft den største aktionsradius. Men tankudgaver af lokomotiver med tender blev jo byggede i et vist omfang, bl.a. til de Slesvigske jernbaner (andet fabrikat). Jeg kender dog slet ikke jernbanerne rundt om Harwich området i 1854, så der er sikkert en fornuftig begrundelse. Det KUNNE jo være, at typen som sådan i 1854 allerede er blevet for lille og forældet, hvorfor et normalt lokomotiv med tender er ombygget til et tenderlokomotiv og anvendt til rangering?
Kedlen er beklædt med jernplade og ikke som ODIN-klassen, træstaver over hestehår (isoleringen). Men det er jo også mange år efter lokomotivet er bygget, hvis vi skal sammenligne med ODIN-klassen. Den er jo bygget i 1846/47, men konstrueret næsten 10 år før. Så det passer jo godt med et foto vi allerede kender med en "Sharp single" beklædt med jernplade på kedlen.
Nedenunder en ODIN klasse tegning til sammenligning med billedet.
[image]
Tegning DSB/SGD.

Odins fætter, sådan?

af Steffen Dresler, 26/4 2013, 23:18 (4258 dage siden) @ Steffen Dresler

Godaften

Odins fætter i Harwich i Østengland, kunne være af en serie på seks lokomotiver, med tre byggede af Stratford Works under ledelse af Cooch (der også opfandt en styring), eller de tre sidste byggede af R. B. Longridge and Co. De var alle byggede til Eastern Countries Railways (ECR) og af typen 1-A-1n2T. Nr. 20 det første tanklokomotiv. Nogle lidt større og ændrede lokomotiver, blev byggede mellem 1853 og 1854. Men da jeg ikke har kunnet se på billedet, om det var en af første- eller anden serie. ECR blev hurtigt en del af Great Eastern Railways.
Men generelt ser det ud til, at typen 1-A-1 finder udpræget anvendelse i England ved forskellige selskaber fra og med 1850 og frem med forskellige variationer. Denne type både som tanklokomotiv og som lokomotiv med tender. Senere bliver der byggede lokomotiver med bedre trækkeevne af type 1-B-0, men over samme læst med udvendige sandwich rammer og indvendige cylindre. Senere blev det til relativt store lokomotiver af typen 2-A-1. Fælles for alle disse lokomotiver var, at de gjorde tjeneste i persontrafikken, da de med kun et drivhjul ikke var egnede til gods. Men med deres ofte meget store ene drivhjul, kunne de faktisk uden besvær, fremføre eksprestog på hovedlinjerne med op til 80 til 100 km/t og som ikke var ualmindeligt før det forrige, forrige århundredeskifte i England.
Herunder mit forslag til, hvordan Odins engelske fætter KAN have set ud.
[image]
Godnat og sov godt, skal tidligt op, Thomas venter!

Steffen Dresler

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak