Go´eftermiddag

Jeg ved godt at mange museer er (har været) underlagt bestemmelser, især de statsanderkendte. Kender dog efterhånde ikke lige hvordan og hvorledes.

Men især det private/fondsejede som Sporvejsmuseet på Skjoldenæsholm, er helt eminemt dygtige til at skaffe midler for restaurering, nyindbøb, vedligeholdelse og ikke mindst bygge faciliteter.

Derfor er de ikke bange for at gå nye veje, her fremragende reklameindtægter, der muligvis også giver en lavere pris på nogle omkostninger.

Dette er også en vej mange andre og nuværende museer bliver nødt til at handle på, og gå på kompromis med gamle holdninger, hvis de skal overleve! Bl.a. eller især, når kilden af midler fra de statsejede strømme tørre ud.

Sporvejsmuseet er nok et af "Fyrtårnene" man skal se efter og tage ved lære af.

Steff

Det kan sammenfattes i to ord: troværdighed og engagement. Det skaber den tillid som gør at nogle donerer arbejdstimer og andre støtter økonomisk. Ledelse og organisering betyder meget, statsanerkendelse mindre, men såkaldte "nationalklenodier" har lettere ved at tiltrække finansiering. Traditionel museumsdrift er løntung og det så bliver økonomien rettet mod at skaffe lønfinansiering. Der er nok ikke nogen optimal organisationsform som tryller troværdighed og engament frem, men det hjælper hvis folkene omkring et museum brænder for opgaven på en måde så besøgende og omgivelser mærker det.

At en entreprenør benytter et arbejde for en bygherre som “reference”, betyder ikke nødvendigvis, at bygherren modtager en reklameindtægt derved.

M.v.h.
Niels

Sporvejsmuseet er nok et af "Fyrtårnene" man skal se efter og tage ved lære af.

Man kan ikke overvurdere "Fyrmesteren" Michael Lund i den her sammenhæng.