Den lille bane åbnede i 1898 for at give en sukkerfabrik i Osoblaha forbindelse til den normalsporede strækning Krnov – Głuchołazy. Dengang hed Osoblaha ”Hotzenplotz” og Třemešná ”Röwersdorf”, for banen lå i Mähren, som indgik i den østrigske del af Østrig-Ungarn - og man benyttede meget naturligt bosnisk sporvidde: 760mm.
Efter 1. Verdenskrig overgik banen til den nye stat Tjekkoslavakiet, der i som bekendt i dag er splittet op i to, så den nu ligger i Tjekkiet, og togene køres af de tjekkiske statsbaner, České dráhy.
Strækningen er 20 km lang og har tre krydsningsstationer: Bohušov, Slezské Rudoltice og Lipitáň, men spørg mig ikke om, hvordan toggangen styres.
Jeg kom forbi på en interrailtur i sommeren 2009, endda to gange, og her er lidt billeder:
Normalsporet tog fra Zábreh under indkørsel til Třemešná, Bemærk minibussen.
Og her holder det ved perron. Smalsporet ligger på den modsatte side af stationsbygningen.
Disse to fotografier samt kalenderbilledet stammer fra den 28. juli 2009. Første gang jeg kom forbi, var togene til Osoblaha nemlig erstattet af minibusser på grund af sporarbejde! Da jeg senere vendte tilbage, så situationen bedre ud. Den 15. august kørte togene normalt, og der var endda veterankørsel på banen, men den historie vil jeg gerne vente lidt med. Jeg tog et ordinært tog til Osoblaha og retur.
Billetlugen på stationen i Osoblaha
Klar til afgang fra Osoblaha
- og ankomst til Třemešná.
Jeg vil anbefale et besøg på banen. Den gennemløber et ganske kønt kuperet landskab og benytter vistnok stadig diesellokomotiverne fra 1958.
Bedste hilsner