Det ligner Gievres station på Blanc-Argent ruten
Så har vi en vinder.
For ja, billedet er taget på stationen Gièvres, hvor den metersporede Blanc - Argent linie møder den normalsporede bane mellem Tours og Vierzon. Gièvres ligger ca. 80 km syd for Orleans midt i en ret flad del af Frankrig.
Blanc og Argent (på dansk: sølv) er de oprindelige endestationer på denne oprindeligt meget lange smalsporsbane. I vore dage kører togene mellem Salbris, der er en mindre mellemstation på hovedbanen fra Paris og Orleans mod Limoges og Toulouse, via metersporsbanens hovedstation i Romorantin og videre via Gièvres til Valencay.
Jeg har besøgt denne charmerende smalsporsbane ude på landet flere gange, første gang i 1990'erne, hvor der endnu kørtes med motorvogne fra 50'erne. Det er SNCF, der står for driften, og for 20 år siden fik banen leveret fem nybyggede leddelte motorvogne af en lidt speciel konstruktion, for det ene led er længere end det andet. Motorvognene er 26,4 m lange, og de står i dag for driften, som kræver to motorvogne i omløb, da der i nogle år har været kørt to-timersdrift på faste minuttal og med fast krydsning i Romorantin. Derfor har man også kunnet afbemande stationerne i Gièvres, La Ferté-Imbault, Valencay samt Chabris, hvor der var en overkørsel med håndnedrullede bomme.
Jeg kan anbefale et besøg ved denne lille bane.
Og tillykke til Lars, der har stafetten i morgen, søndag