Julekalender no. 4 - epilog
Buenos Aires er et sjovt sted.
Byen har mere end én personbanegård, men lige her ligger der 3 på stribe.
Yderst til venstre ligger "Mitre", i midten "Retiro" og ude til højre - helt uden for mobil'ens vidvinkel - ligger "Linea San Martin" (eller blot LSM).
Google maps giver denne oversigt.
Nej, den fine bro på tværs af alle sporene er ikke "tog-spotte-egnet"......det er en motorvej.
Så I må nøjes med lidt inde fra stationerne.
Dette er så "Mitre" hvor en art forstørrede metro-tog findes. Det er bredspor med 1676 mm - det er lidt vildt at se på.
Det er en vældig nydelig banegård indvendig, men det har jeg ikke nogle fornuftige fotos af.
LSM var lidt en rodebutik med bredsporede diesellokomotiver (måske kinesiske?).
Så ingen fotos derfra.
Den miderste "Retiro" var noget mere interessant.
Bl.a. kunne en art skytsengel ses....man fornemmer den katolske indflydelse.
Toggangen var ikke speciel tæt set med danske øjne. Sidst på eftermiddagen (omkring kl. 16-17 stykker) afgik omkring 4 tog i timen.
Fordelen ved en sækbanegård er at der også skal ankomme tog, så der er faktisk lidt at se på.
Styrevogne var et ukendt fenomen, så når et tog ankom, blev stammen koblet fra og lokomotivet trak lidt frem. Et andet loko. holdt ude bagved og blev koblet på stammen, som dermed var klar til næste tur. Når stammen var væk, så kørte "det ankommende" loko. bagud og kunne således afgå med den næste stamme.
Lyder besværligt, men det gik fint; personalet havde tydeligvis prøvet det før. Trods den megen rangering, så afgik togene ganske præcist.....vi snakker om højest et par minutters forsinkelse de gange jeg lavede stikprøvekontrol.
Trækkraften på "Retiro" var metersporede EMD-loko. - hver med en 12-645E uden turbo. Der var en ganske fornuftig lyd i de loko......
Her ses E708 og E710 - begge G22CU - fra 1980. Trods det meget amerikanske "look", så er de faktisk bygget lokalt i Argentina.
Uden at kende de finere detaljer, så er mit gæt at hovedkomponenter som dieselmotor, hoveddynamo og banemotorer + reguleringsudstyr er importeret fra USA og resten kan være lavet lokalt. Ikke ulig hvad Nohab gjorde med T44.
Største ulempe - der var en art perronkontrol og trods den Argentiske pesos ringe værdi, så lurede jeg aldrig om man kunne nøjes med en perronbillet. Da mit spanske er begrænset, så jeg ingen grund til at skændes med de stedlige vagter.