En jernbane-færgeoverfart [D] (12 illustrationer)

af Niels Munch, 5/11 2023, 14:09 (388 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 5/11 2023, 14:55

Hej i Forum,

Som nævnt i tråden fra Fehmarn, hvor vi bl.a. besøgte Heiligenhafen, havde Kreis Oldenburger Eisenbahn (KOE) i 1903 etableret Kleinbahn Lütjenbrode–Orth (Fehmarn). KOEs tog til Fehmarn udgik fra Heiligenhafen, idet Fehmarnsund blev passeret pr. jernbanefærge de 1.200 m mellem Großenbroder Fähre på fastlandet og Fehmarnsund (Beelitz) på øen, se kortet:

[image]
Kort over Fehmarn med Fugleflugtslinien (sort) og KOE (rød). (NordNordWest - Wikimedia Commons).

Overfartens første dampfærge "Fehmarnsund" kunne kun transportere to godsvogne. Fra 09.11.1927 blev "Fehmarnsund" suppleret med dampfærgen "Fehmarn". Den havde 2x240 hk og kunne med sin sporlængde på 37 m også transportere personvogne. I 1951 blev den forlænget med 15 m samt udstyret med en dieselmotor. Fra 1949, efter at "Fehmarnsund" blev taget ud af drift, blev en ny færge taget i brug, nemlig motorskibet "Schleswig-Holstein". Denne havde en sporlængde på 41 m og kunne rumme op til fire jernbanevogne.

Med KOEs indførelse af motorvogne blev disse - og sidenhen DBs skinnebusser - overført med færgen:
[image]
F/S Fehmarn med VT 95-prototypetog, 28.09.1951. (Foto: Walter Hollnagel - Eisenbahnstiftung Bildergallerie).

På sommerens rejse til Kieler Woche var der heldigvis tid til at se lidt på Fehmarn (anbefales), herunder "resterne" fra færgeoverfarten, som ophørte med åbningen af Fugleflugtslinien - inkl. Fehmarnsundbroen - i maj 1963.

[image]
Lystbådehavnen i Fehmarnsund/Beelitz med kran, i baggrunden Fehmarnsundbroen, 22.06.2023 (nm).

Kranen står ca., hvor færgegalgen stod; færgeklappen blev i en periode benyttet af det lokale bådeværft som ophalerbedding:

[image]
Det tidligere færgeleje i Fehmarnsund, i baggrunden værftets bygninger, 08.06.1984 (foto: Thomas Becker - Wikimedia Commons).

[image]
Blik mod de genkendelige værftsbygninger på det tidligere stationsareal, Fehmarnsund/Beelitz 22.06.2023 (nm).

I fravær af færge gik turen over broen til Großenbroder Fähre, hvor der var lidt mere at arkæologisere på:

[image]
Det tidl. baneareal, blikretning nord, t.v. pakhuse, t.h. stationsbygningen, 22.06.2023 (nm).

[image] [image]
Ved parkeringspladsen stod plancher med historiske fotostater, 22.06.2023 (nm).

[image]
Det tidl. baneareal, blikretning syd med stationsbygningen t.v., 22.06.2023 (nm). Sammenlign gerne med planchen ovenfor t.v.

[image]
Großenbroder Fähre, færgelejet med F/S Schleswig-Holstein, 05.1960. (Foto: Robin Fell - Eisenbahnstiftung Bildergallerie).

[image]
Ca. sammesteds, de kraftige betonfundamenter for færgegalgen m.v. kan stadig ses, 22.06.2023 (nm).

BONUS

[image]
F/S SCHLESWIG-HOLSTEIN i Kiel Holtenauer Schleuse efter ombygning på Werft Nobiskrug i Rendsburg. DBs jernbane- og bilfærge skal atter indsættes som 'Sundfähre' til Fehmarn, 04.04.1957. Fotograf: Magnussen, Friedrich. Stadtarchiv Kiel - CC BY-SA 3.0 DE.

Litteratur om KOE og færgeforbindelsen har jeg ikke fundet, men dette website www.sundfaehre.de rummer - trods måske lidt rodet - rigtig mange historiske oplysninger og fotos.

Se desuden disse links:
https://www.reisecenter-fehmarn.de/fehmarn-fotogalerie-die-fehmarnsche-eisenbahn-158.html
https://de.wikipedia.org/wiki/Inselbahn_Fehmarn
http://www.kuestenbahn.de/fehmarn/

samt selvfølgelig de indbyggede links, såfremt mit indlæg "måtte friste til mere".

Bedste hilsener
Niels


Billige jernbane T-shirts

Kulturbaner
Kulturbaner

Jernbaner blev i forrige århundredes begyndelse anvendt som egnsudviklingsstøtte til udkantsdanmark. Lars Christensen fortæller i denne artikel om begrebet kulturbaner med eksempler fra bl.a. Grindsted og Alhedebanen på den jyske alhede.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak