Telegraftråde og blæsevejr

Jeg har tilladt mig at gafle nedenstående postkort, som Niels Munch viste i dette indlæg.

[image]
Valby (postkort dateret 1932, arkiv nm).

Jeg har kigget lidt på telegraftrådene både på nordsiden og på sydsiden af banen. Jeg synes, at telegraftrådene sidder meget tæt.

Kan en eller anden med indsigt forklare mig, hvorfor telegraftrådene ikke klaskede mod hinanden i blæsevejr? Men det gjorde de måske også? Og hvis de gjorde: Havde det så nogen betydning? Udgjorde det (ikke) en sikkerhedsmæssig risiko i forbindelse med udveksling af telegrafiske sikkerhedsmeldinger?

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

Om det også gælder jernbanetrådene, ved jeg ikke, men min far kunne berette fra sin barndom i Haderslev, at telefonen ofte ringede af sig selv derhjemme, når det var stormvejr. Forklaringen var, at min farfar havde telefon nr. 111, og det kunne ledningerne åbenbart "taste" ved at slå sammen i blæsevejret.

Det var vist før man tastede et telefonnummer. Hvis ledningerne slår sammen og der er ringespænding ( omkring 100V AC) på en af de involverede ledninger, kan flere telefoner ringe.

Gert

Det var vist før man tastede et telefonnummer.

Nu fik netop Sønderjylland fuldautomatiske telefoner ret tidligt.

Man var bange for, at tysksindede centraldamer skulle lytte med på myndighedernes samtaler og rapportere indholdet sydpå.

Det vil så undre mig, hvis telefonnumrene på en automatisk central i en by som Haderslev kun havde tre cifre, men Lars' farfar var måske koblet på en landcentral.

I øvrigt skal jeg muligvis lige tilføje, at man ganske rigtigt ikke tastede, men drejede numrene på en nummerskive i disse fjerne tider.

Så kom der en impuls for 1-tallet, to for 2-tallet og så fremdeles. Jeg mener at have læst, at netop problemet med, at vildfarne enkeltimpulser af teknikken kunne forveksles med 1-taller, førte til, at man valgte 000 som alarmnummer og ikke 111, som jo ville have været væsentligt hurtigere at dreje i nødens stund.

Vore dages taster udløser som bekendt tonesignaler, og så er det selvfølgelig lige meget med et forkert klik eller tre på ledningen

Med venlig hilsen

Hans-Henrik Landsvig

Jeg vil også gerne bekræfte, at man ikke tastede numrene på telefonen i gamle dage. Derfor satte jeg også ordet i anførselstegn.

Om man i 1920'erne drejede nummeret direkte med en drejeskive eller stadig drejede et håndsving for at vække damen på centralen, hvorefter man mundtligt fremsagde det ønskede nummer, ved jeg ikke, og da de fleste af de dengang tilstedeværende familiemedlemmer er døde for længst, kan jeg næppe komme det nærmere. At nummeret var 111 er en del af fortællingen.

Mit hovedbudskab var, at ledningerne ved at ramme hinanden i blæsevejret kunne skabe en opringning.

Om man i 1920'erne drejede nummeret direkte med en drejeskive eller stadig drejede et håndsving for at vække damen på centralen,

http://www.ptt-museum.dk/faq/telefonens_historie/

Her står:

Hvornår forsvandt de manuelle telefoncentraler?

Man begyndte automatiseringen i 1920'erne, og den blev fuldendt i løbet af 1970'erne. Den sidste manuelle telefoncentral lukkede i 1978.

Jeg kan ikke lige finde ud af, hvor jeg har læst, at man startede i Sønderjylland af den tidligere anførte grund, men jeg er sikker på, at jeg husker rigtigt.

I øvrigt hyggesnakkede jeg en del med P og Ts fjernskrivermekaniker, da jeg var journalistelev i Vordingborg i 1969. Han var gammel nok til at have arbejdet meget med luftledninger og sagde, at de gav bedre lydkvalitet end kabler. Han fortalte også, at trådene blev snoet - fire og fire - så hver tråd skiftede en plads på isolatorerne på hver stang. Det var for at undgå induktion mellem de enkelte forbindelser. Jeg kan ikke huske, om man snoede med eller mod uret, når man så mod København, men der var en fast regel.

Og nej desværre: Jeg spurgte ham aldrig om det, som Thomas startede denne tråd med at spørge om...

Og for nu at forsøge at bringe denne tråd (sic!) tilbage på sporet (sic!!):

Erik V. Pedersen beretter på evp.dk, hvordan han sled med telegrafen på stationen i Svebølle i 1956.

Kan du ikke hjælpe os Erik???

Med venlig hilsen

Hans-Henrik Landsvig

Jeg har nu konsulteret min onkel (92 år gammel), som fortæller:

Vi havde telefondamer og håndsving nogle år. (årstal er ikke mig). Der var numre efter hvor mange abonnenter der var på centralen. Hvis jeg ikke husker forkert, havde den tyske Dr. Meyer på Gammelting nr 5. Vores nærmeste bekendte havde 622 og 844. Der kan også have været firecifrede nre, hvis abon. var mange nok. Automatiseringen skete langsomt med en central ad gangen (eller måske et par stykker).
Måske i begynd. af tredverne fik vi automatcentral og drejeskive og nr 2111. P.g.a. bøvlet blev det ændret til 1611

En sekser kunne ledningerne åbenbart ikke slå.

Vi havde telefondamer og håndsving nogle år. (årstal er ikke mig). Der var numre efter hvor mange abonnenter der var på centralen. Hvis jeg ikke husker forkert, havde den tyske Dr. Meyer på Gammelting nr 5. Vores nærmeste bekendte havde 622 og 844. Der kan også have været firecifrede nre, hvis abon. var mange nok. Automatiseringen skete langsomt med en central ad gangen (eller måske et par stykker).
Måske i begynd. af tredverne fik vi automatcentral og drejeskive og nr 2111. P.g.a. bøvlet blev det ændret til 1611

Det er sjovt, som man kan huske gamle telefonnumre, hvilket vel må være noget af den mest unyttige information overhovedet :-) . Jeg husker også et par stykker fra min barndom.

Men tilbage til teknikken:

Hvis en central er automatisk, er det mest smart, hvis alle numre har samme antal cifre. Ellers kan mekanikken - og da slet ikke den gammeldags - ikke vide, at du er i færd med at ringe til nummer 3456. I stedet ringes der til nummer 345, allerede inden, du får drejet det sidste ciffer.

Særtjenestenumre får så en særlig nummerserie - i dag startende med 1, men i de gode gamle dage med 0.

Men venlig hilsen

Hans-Henrik Landsvig

I øvrigt skal jeg muligvis lige tilføje, at man ganske rigtigt ikke tastede, men drejede numrene på en nummerskive i disse fjerne tider.

Så kom der en impuls for 1-tallet, to for 2-tallet og så fremdeles. Jeg mener at have læst, at netop problemet med, at vildfarne enkeltimpulser af teknikken kunne forveksles med 1-taller, førte til, at man valgte 000 som alarmnummer og ikke 111, som jo ville have været væsentligt hurtigere at dreje i nødens stund.

Netop derfor kunne man faktisk godt taste et nummer... Ved et bruge de afbrydere, som røret lå på i gaflen. Ramte man rytmen rigtigt, kunne man godt ringe op ved hjælp af dem. Et tryk for 1, to for 2 osv. Ti gange for 0. Vi havde 7 10 08, og jeg har selv ringet hjem ved at trykke 7, 1, 10 , 10 og 8 gange.

Derfor er det måske ikke usandsynligt, at ledningerne kan have ringet op efter et antal slag mod hinanden. :-)

Netop derfor kunne man faktisk godt taste et nummer... Ved et bruge de afbrydere, som røret lå på i gaflen. Ramte man rytmen rigtigt, kunne man godt ringe op ved hjælp af dem. Et tryk for 1, to for 2 osv. Ti gange for 0. Vi havde 7 10 08, og jeg har selv ringet hjem ved at trykke 7, 1, 10 , 10 og 8 gange.

På nogle tidlige mønttelefonmodeller kunne man faktisk komme uden om møntindkastet ved at bruge gaffelslag.

Derfor er det måske ikke usandsynligt, at ledningerne kan have ringet op efter et antal slag mod hinanden.

Jeg har oplevet at en meldetelefon ringede på grund af et lynnedslag, det var i stangrækken mellem Vejen og Brørup. Forbindelsen fungerede i øvrigt stadig efter lynnedslaget.
Skæbnen ville at jeg tilbragte dagene i vinterstnestormen 1979 på Vejen station, og så vidt jeg husker fungerede meldetelefonen upåklageligt under hele denne storm.

Jeg synes dog at på de stangrækker jeg kan huske rundt omkring i landet var afstanden mellem isolatorerne, og dermed også ledningerne tydeligt større end det vi kan se på billedet.

Jeg tænkte netop på at (nogle) af de ledere der var på stangrækkerne indgik i meldesystemet, og hvis det gik ned var der jo tale om en sikkerhedsrisiko?

Ole

Jeg tænkte netop på at (nogle) af de ledere der var på stangrækkerne indgik i meldesystemet, og hvis det gik ned var der jo tale om en sikkerhedsrisiko?

Den slags systemer er jo netop konstrueret således, at en manglende forbindelse netop ikke udgør en risiko.

Og når man i dette tilfælde taler om en manglende mulighed for at kommunikere, så er risikoen også (meget) lav, for man sender ikke et tog af sted uden at have fået accept fra den modtagende station. Og en sådan accept kan jo ikke fås, når der ingen forbindelse er.

Det samme er tilfældet med de gamle linjeblokanlæg, Her skulle der også en melding (i form af en spænding) til fra næste blokpost, før man kunne deblokkere et stopvisende signal og sætte det på en kørtilladelse. Så her vil en manglende forbindelse kun betyde besvær men stadigt ikke udgøre en væsentlig risiko.

/Jan

Det samme er tilfældet med de gamle linjeblokanlæg, Her skulle der også en melding (i form af en spænding) til fra næste blokpost, før man kunne deblokkere et stopvisende signal og sætte det på en kørtilladelse. Så her vil en manglende forbindelse kun betyde besvær men stadigt ikke udgøre en væsentlig risiko.

Normalt var linieblokanlæg udført med vekselstrømsblokfelter, hvor der skulle en vekselspænding til for at blokerer hhv. deblokerer felterne. Vekselspændingen blev genereret af en blokinduktor.

Nu er spørgsmålet så, om en 'ringning' på en telefonlinie ved uheldige omstændigheder kunne bringe en blokfelt til at deblokerer ??

Jævnspændingsblokfelter blev, så vidt jeg har læst det, kun anvendt i forbindelse med stationsblokanlæg.

men had var egentlig minimuskonfirgurationen langs en banelinie mht til antal kabler (med x antal ledere indeni)?
Ku et enkelt kabel bære både (lokal)telefon, telegraf og evt. diverse "sikringssignaler", ellert skal vi op på minimum to kabler?
(Mener man sjældent kun så et kabel?)

hilsen Ole

Mon ikke en stang i nærheden af Silkeborg.
[image]
Mvh
Georg

Interessant. Skal det betragtes som en slags skabelon/model for mulige forbindelser, men hvorfor så lige Silkeborg?

Ole

Et eksempel på, hvorledes de enkelte korrer blev anvendt i Guldager januar 1941.

Klik på billederne for højere opløsning.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

Stangprofiler ved overkørsel 119, Guldager, januar 1941. Klik på billederne for højere opløsning. Arkiv: Landsarkivet for Nørrejylland TTDSB-100A BB-725/Thomas Boberg Nielsen.

Interessant. På nogle af tegningerne optræder begrebet "lys..) på nogle af positionerne. Var der tale om kombinerede tlf.-os el master?

Ole

Netop derfor kunne man faktisk godt taste et nummer... Ved et bruge de afbrydere, som røret lå på i gaflen. Ramte man rytmen rigtigt, kunne man godt ringe op ved hjælp af dem. Et tryk for 1, to for 2 osv. Ti gange for 0. Vi havde 7 10 08, og jeg har selv ringet hjem ved at trykke 7, 1, 10 , 10 og 8 gange.

På nogle tidlige mønttelefonmodeller kunne man faktisk komme uden om møntindkastet ved at bruge gaffelslag.

Ja, nu du siger det... :-) sådan sagde man i hvert fald. Jeg kan nu ikke med sikkerhed mindes selv at have opnået det.

På nogle tidlige mønttelefonmodeller kunne man faktisk komme uden om møntindkastet ved at bruge gaffelslag.

Ja, nu du siger det... sådan sagde man i hvert fald. Jeg kan nu ikke med sikkerhed mindes selv at have opnået det.

Der sad 2 kviksølv kontakter i dem. 25 ører og 1 kroner og andre mønter blev sorteret manuelt. 25 øren røg såud og aktiverede en kviksølv kontakt med 1 kontaktpunkt mens 1 kronen aktiverede enmed 4 kontaktpunkter, der jo hver talte for 25 ører.

På nogle tidlige mønttelefonmodeller kunne man faktisk komme uden om møntindkastet ved at bruge gaffelslag.

Ja, nu du siger det... sådan sagde man i hvert fald. Jeg kan nu ikke med sikkerhed mindes selv at have opnået det.

Der sad 2 kviksølv kontakter i dem. 25 ører og 1 kroner og andre mønter blev sorteret manuelt. 25 øren røg såud og aktiverede en kviksølv kontakt med 1 kontaktpunkt mens 1 kronen aktiverede enmed 4 kontaktpunkter, der jo hver talte for 25 ører.

Vi skal vist helt tilbage til den model, hvor "10-øren faldt".

Som jeg erindrer det, krævede tricket betragtelig fingerfærdighed. Det var kun de store slemme drenge, som min mor ikke kune lide, at jeg legede med, der kunne den slags ;-) Selv brugte jeg en anden metode, som beskrevet på http://www.landsvig.dk/ramsgtsk.htm

Derimod kunne man på Aktuelt i Hillerød i 1970 let få en bylinie ved at give gaffelkontakten et dask, når man ikke gad vente på, at drejeskiven løb tilbage, når man drejede det ellers foreskrevne 1-tal.

Med venlig hilsen

Hans-Henrik Landsvig

hej

kun for "slemme drenge" - og sådanne er vi jo ikke her i herreværelset
I telefonbokse kunne man dengang ( 1960 - 197x ) også sætte en metaltråd ind på membramen i telefonrøret - og den modsatte ende på møntindkastet og - klik - så kunne der ringes - uden 10, 25 ører eller 1, 5 kr skulle bruges

mvh
henning h087

Netop derfor kunne man faktisk godt taste et nummer... Ved et bruge de afbrydere, som røret lå på i gaflen. Ramte man rytmen rigtigt, kunne man godt ringe op ved hjælp af dem. Et tryk for 1, to for 2 osv. Ti gange for 0. Vi havde 7 10 08, og jeg har selv ringet hjem ved at trykke 7, 1, 10 , 10 og 8 gange.

Det kan man stadig

Nold

Ja, det trick kan jeg godt huske, men hvor finder man en telefonboks nu om dage? Det er længe siden jeg har set en :-)

Ja, det trick kan jeg godt huske, men hvor finder man en telefonboks nu om dage? Det er længe siden jeg har set en

Du skal sådan set bare finde en drejeskivetelefon:
[image]
Og trods total digitalisering af telefonsystemet, så skulle du faktisk stadig kunne bruge den og dermed lave tricket.

Nu er du jo en person med en bred viden, og for mig at se, viser du en høj grad af troværdighed på de områder der har min interesse, og viden. Men i dette tilfælde må vi lige slå bremsen i :-) I tidligere tråde er det nøje beskrevet at det er antallet af "klik" der giver adgang til at få forbindelse, men moderne opkaldsmedier er altså tonestyrede/frekvensstyrede, så det var vist en "forbier" :-P

I al venskabelighed, vil jeg da gerne vide, om min viden er "helt ude i Gribskov"

Det er ikke helt ude i skoven.... Skovbryn - en lille lund?
Gamle drejeskive tlf. skulle virke, med mindre man har IP telefoni, TDC home duo eller tilsvarende.
Det virker ikke på mobilosen :-)

Jeg har en fortid ved Ericsson, og digitale centraler kan godt finde ud af pulser.
Jeg kan ikke udelukke at der er enkelte centraler som ikke virker, men TDC bytter ikke centralen ud, men lader normalt abonenter overgå til IP.
Hvis du har en fastnet tlf. kan du prøve at trykke på "gaflen" selv om det er en "model DTMF tone".

Næmmeste nr. er 112 -som naturligvis ikke kan anbefales- så 118 er en mulighed.
112 er valgt i stedet for 111, netop pga. kortslutninger i ledningsnettet, nemt kan "dreje" dette nr.

Det er forresten en bedemand som har opfundet systemet!?
Jow-da! Konen til konkurrenten i byen blev centralbestyrer, og når folk bestilte bedemanden, stillede hun om til gemalen.
Så bedemanden tænkte at han måtte lave en automatisk central, eller finde et andet job, når der ikke var nogen kunder som ringede. :-D
http://en.wikipedia.org/wiki/Strowger_switch

I al venskabelighed, vil jeg da gerne vide, om min viden er "helt ude i Gribskov"

Det mener jeg faktisk den er.

Du har fuldstændig ret i at de gamle drejeskivetelefoner virkede ved at et kontaktsæt i drejeskiven blev aktiveret af en kurveskive. Afhængigt af hvor langt du drejede skiven før du gav slip jo flere af disse knopper passerede kontakten og gav de pulser der styrede vælgerne på centralen. De samme pulser kunne laves hvis man trykkede knapperne som røret hvilede i halvt ned og slap.Trykkede man helt ned afbrød man forbindelsen.
På centralen styrede pulserne f.eks. sådan en her:
[image]
Nu sidder der ganske rigtigt ikke sådan nogle fine elektromekaniske dimser i vore dages telefoncentraler, men ikke desto mindre er jeg ret sikker på, at de moderne digitalcentraler understøtter både toneopkald med trykknap telefoner og pulser fra drejeskiver. Ane i kæret har stadig det apparat hun fik da hun fik telefon i 1970 da centralen blev fuldautomatiseret og selv om centralen er skiftet til en digital skal hun stadig kunne bruge sin telefon.
Det omvendte blev også tilfældet. De dygtige telefoningeniører ude u Søborg hos GNT opfandt en såkaldt "Blå boks" (den var i et blåt kabinet) og den gjorde at de gamle analoge centraler pludselig også kunne toneopkald. De danske teleselskaber var hurtige til at købe disse bokse (de kostede en sliki forhold til en ny telefoncentral) og vejen var banet for at GNT kunne sælge de her:
[image]

Nå - telefonens tidlige udvikling hang jo sammen med jernbanen så vi er vel ikke helt off-topic?

Et helt OT PS: Jeg lavede i sin tid et remote kontrol systen til styring af lyd på kollegiekøkkenet med sådan en vælger og en drejeskive. Jeg regnede ud vikunnespare ca. 100m ledning med den løsning. :-)

[image]
Jeg har stadig denne herlige gamle model i drift, den virker stadig ganske udmærket. Ellers har jeg yderligere på fastnettet en Comet basis. Når man tænker på hvilken forfinet lydkvalitet Jydsk Telefon efterhånden havde på fastnettet og så mobilkvaliteten idag, jamen det er det jo en ren jammerdal. Hør blot når folk ringer ind til radioen, det lyder mange gange som et krystalapparat fra 1932, det det er helt utroligt hvad folk finder sig i af ringe lydkvalitet nu om dage. :-(
Det var i øvrigt min svoger der konstruerede JTAS' telefonautomat omkring 1957-58. Det var spændende at følge hans arbejde, det var noget med kviksølvrør og måling af slitage på materiellet og på 25 ørene. :-D
Mvh
Georg

Blæst og tordenvejr var ikke det eneste, der kunne forstyrre telefoneringen og telegraferingen. Se blot her:

"Forleden Morgen havde flere hundrede stære, som har ophold i rørene ved Borup Sø, sat sig på en telegraftråd, så den blev trykket ned på de underliggende tråde. Dette lavede uorden på telegrafen. Viby kunne iflg. "Roskilde Av." ingen melding få om femtoget, som måtte vente i Borup til "morgenslæberen" kort efter ankom fra Viby. Dette tog jog stærene på væk; da var telegrafen i orden, og toget kunne afgå."
---------------
Dansk Jernbaneblad, februar 1915:

--
Med vanlig venlig hilsen
Morten F. Larsen

En pessimist ser en mørk tunnel.
En optimist ser lyset for enden af tunnelen.
En realist ser et godstog.
En lokomotivfører ser tre idioter, der står midt i sporet og stirrer tomt frem for sig.

RSS Feed af emne

Jernbanehistorisk forum