En industribanegætter - løst, Dania ved Mariager Fjord
Da Søren "disavelo" har ramt rigtigt, og da jeg i øvrigt fornemmer "en vis utålmodighed", følger her forklaringen:
Blikretning syd mod vejbro for "Daniavej".
..... og vender man sig 180 grader, ses yderligere et par sporrester "på vej til" et lille havnebassin og fjorden:
Blikretning nord mod Mariager Fjord. Begge fotos fra den tidligere cementindustri "Dania", 11.08.2023 (nm).
Se f.eks. på *KRAK*.
Tommy besøgte Dania i 2016, hvor hans 2 nederste fotos netop er taget oppe fra "min" vejbro og mod industrianlægget på sydsiden af vejen. Endvidere har Tommy i sit indlæg listet den industribane-trækkraft, der kan sættes i relation til Dania.
Dania er stedet, hvor et af Mariager Fjords helt store industrieventyr har fundet sted. Cementproduktionen, der var baseret på egnens righoldige kridtforekomster, indledtes med anlægget af fabrikken "Cimbria" i 1873, i 1886 kom "Dania" til og i 1907 tilkom "Kongsdal Cementfabrik". "Dania" opkøbte sidenhen de 2 andre, "Cimbria" i 1920 og "Kongsdal" i 1936.
Områdets industrispor lå, som Tommy's trækkraftliste afslører, med såvel 600 mm og 785 mm, og de viste rester - samt nogle "ar" i asfalten - stammer fra 600 mm anlægget, som bl.a. benyttedes til lertransport mellem "Kongsdal" og "Dania". De kendte lokomotiver "TINE" og "ELSE" var 785 mm, medens Borsig 6678/1907 har kørt på 600 mm, her afløst af Pedershaab-lokomotiver.
I 1984 var det slut med cementproduktionen. I dag er Dania er blevet til en kulturhistorisk perle, der ikke bare ligger død hen som industrihistorisk minde, men lever med beboede huse og nye virksomheder samt i øvrigt udgør et rekreativt område.
Det stedlige motel er indrettet i bygningerne omkring Danmarks bedst bevarede cementringovn:
Motel Dania, 11.08.2023 (nm).
Kilder: Udover netsurfing anbefales S.A. Guldvang "Danmarks Smalsporede Industribaner" (bane bøger 1998 - ISBN 87 88632 76-8).
Bedste hilsener & tak for medspil
Niels