BaneBasen - Hvornår?
Orientering om Banebasen
Foreningens Banebasens formål er i digitaliseret form at bevare billeder inden for jernbane-, sporvejs-, letbane- eller andre nært relaterede områder inden for kollektiv trafik. Det er endvidere Foreningens formål at sikre størst mulig tilgængelighed af det af Foreningen bevarede digitale materiale.
Banebasens hjemmeside - www.banebasen.dk - er beklageligvis ikke opdateret gennem lang tid, men en opdatering forberedes og er forhåbentlig klar sidst på sommeren. Alt arbejde med Banebasen foregår ulønnet, og de involverede personer har mange andre gøremål.
Banebasens arbejde har i første fase været koncentreret om at opbygge de fornødne tekniske rammer for opbevaring og registrering af modtaget materiale i en fælles database. Der er p.t. skannet langt over 125.000 jernbane¬historiske fotos, som er under registrering og oplægning i Banebasens system.
I næste fase skal den fornødne platform for tilgængeliggørelse og formidling af billederne realiseres.
I forbindelse med det tekniske arbejde omkring etableringen af den offentligt tilgængelige brugerportal, er det nødvendigt at hente ekstern, lønnet hjælp med hensyn udformning af database-struktur og funktionalitet af portalen. Samlet kan det inkl. teknisk udstyr løbe op i langt over 50.000 kr.
Udgifter af denne størrelses¬orden vil ikke kunne dækkes af de p.t. fire medlems¬foreningers løbende kontingentindbetalinger, der primært skal dække den løbende drift, dvs. leje af op mod 20 TB dataplads til opbevaring af originalskanninger og brugerportalen. Der søges derfor for tiden fondsmidler hertil; en proces der kan tage sin tid.
Det indledende arbejde med brugerportalen er i gang med henblik på at få en prøveversion af formidlingsplatformen op at køre i løbet af 2024. Det haster, ikke mindst fordi at mange af de frivillige - som har viden og indsigt til at registrere data om de skannede billeder - er højt oppe i alderen.
Hvis nogen kunne tænke sig at bidrage økonomisk og/eller med arbejdskraft er de særdeles velkomne til at henvende sig på info@banebasen.dk
Mvh
John Poulsen, formand for Banebasen