Puttgarden (6 fotos)

af Niels Munch, 30/6 2023, 07:41 (512 dage siden)

God morgen i Forum,

At store anlægsprojekter har en laaang modningsproces, er der vistnok intet nyt i. Dette var også gældende for Fugleflugtslinjen, hvorom den kongelige danske bygmester, civilingeniør G.V.A. Kröhnke, allerede i 1863 fremsatte forslag, og som - efter indtil flere tilløb - kunne indvies i 1963 - 100 år senere.

Kort efter indvielsen 14. maj 1963 tog "nogen" dette foto:

[image]
Puttgarden med færge, 26.05.1963. Ukendt fotograf. DJM billedsamling, scannr. DJM01-00012017.

..... og 60 år senere tog jeg dette:

[image]
Puttgarden, stadig med færge, 22.06.2023 (nm).

Bilen kan man jo stadig få med over, men som følge af forberedelserne til den nye faste Fehmarn-forbindelse ophørte overførslen af jernbanevogne på Rødby-Puttgarden i december 2019, og med udgangen af august 2022 stoppede DB jernbanetrafikken Lübeck-Puttgarden.

Derfor er Bf Puttgarden i dag - ligesom Rødby Færge - et trist syn:

[image]

[image]

[image]
Puttgarden, alle fotos 22.06.2023 (nm).

..... og hvor forne tiders travlhed nu er historie.

[image]
Puttgarden, 24.05.2003 (Foto: Bert Kuhn, arkiv: nm).

Dette foto repræsenterer endnu et rundt tal, nemlig Fugleflugtslinjens 40 års jubilæum, og lokomotiverne er V200 002, V200 007 og V200 116. I baggrunden t.h. skimtes DSB MX 1001.

Bedste hilsener
Niels

Puttgarden (6 fotos)

af Baumann, 30/6 2023, 16:40 (512 dage siden) @ Niels Munch

Ja, den fest mistede vi !
Jernbanen kører kun til Lübeck i dag som endestation, skal man til Burg (Fehmarn) må man tage bussen. :-(

Neustadt in Holstein (8 fotos)

af Niels Munch, 1/7 2023, 14:19 (511 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 1/7 2023, 15:01

Ikke al togtrafik nord for Lübeck er p.t. indstillet grundet forberedelserne til den faste Fehmarn-forbildese; men kan nemlig tage toget fra Lübeck til Neustadt in Holstein.

Ligesom man også kunne i 1988 f.eks.:

[image]
Halvkold og underbelyst Pbf Neustadt i. H. med uidentificeret VT 628, vinterferien 1988 (nm).

Neustadt fik sin jernbane i 1866 med Neumünster-Eutin-Neustadt jernbanen, drevet af Altona-Kieler Eisenbahn-Gesellschaft, som blev nationaliseret i 1884.

[image]
(Postkort, postgået 1916).

I 1881 blev Neustadt forbundet med Oldenburg, og den direkte linje til Lübeck tilkom i 1928 - og blev med tiden en del af Fugleflugtslinjen, hvorpå Neustadt Güterbahnhof (Gbf) er beliggende med sidestrækningen til Neustadt Personenbahnhof (Pbf).

[image]
Pbf Neustadt i. H. med DB LINT41 mod Lübeck, 26.06.2023 (nm). Det røde hus bag stationen er et nyopført parkeringshus.

Strækningen betjenes af DB Regio for delstatstrafikselskabet NAH-SH med LINT-materiel. Før Baureihe 628 kunne man i Neustadt se skinnebusser Baureihe 798 og akkumulatorvogne Baureihe 515.

Både stationsforplads og havneområdet, hvor den midlertidige ZOB er etableret, henligger i byggerod, og havnesporene er afbrudt. Men det domkirkestore silobyggeri vil stadig være en karakteristisk del af byens skyline:

[image]

[image]

RB 85 ankommer til Neustadt med LINT 648 sæt '6 og '7:

[image]

[image]
Alle 4 fotos 26.06.2023 (nm).

Bygningen t.h. på ovenstående foto er den tidligere "Güterabfertigung", nu i brug til andet formål:

[image]
Gl. Güterabfertigung fra gadeside, Neustadt in Holstein 26.06.2023 (ots). Bygningen står under 'Denkmalschutz'.

Bedste hilsener
Niels

Avatar

Neustadt in Holstein (8 fotos)

af T. Rithmester @, Struer, 1/7 2023, 16:32 (511 dage siden) @ Niels Munch

Kære Niels
Tak for billederne, stedet ser jo ganske interessant ud :-)

--
Med venlig hilsen

Thomas Rithmester

Avatar

Neustadt in Holstein

af Horst Ebert ⌂, Hamburg, 17/11 2023, 17:37 (371 dage siden) @ Niels Munch

Inden 628-motorvognene kom, var der mest lokotrukne tog mellem Lübeck og Neustadt, bla. med 220 og 212, mens der var skinnebusser 795 og 798 samt enkelte batteritog 515 på banen til Eutin, inden blev nedlagt i 1982.
[image]
[image]

Om banen mellem Bad Schwartau og Neustadt er der lige udkommet et bog her. Jeg synes det er særlig spændende med billeder af internationale tog via Gedser og udbygningen indtil 1963, mens den indeholder ikke meget om tiden fra fugleflugtsliniens åbning.

--
Horst
bahnen-im-norden.de og på Flickr

Heiligenhafen (3 fotos)

af Niels Munch, 10/7 2023, 10:55 (502 dage siden) @ Niels Munch

Som nævnt under indlægget om Neustadt blev jernbanen derfra til Oldenburg anlagt i 1881, og dens videreførelse til Heiligenhafen over Lütjenbrode tilkom i 1898, alt ved Kreis Oldenburger Eisenbahn (KOE).

Selve den gamle stationsbygning i Heiligenhafen ligger der endnu og blev på vejen til "Kieler Woche" offer for et par hofteskud:

[image]
Bf Heiligenhafen, gadeside, 22.06.2023 (nm).

[image]
Bf Heiligenhafen, gadeside o. 1910, kilde: www.sundfaehre.de .

[image]
Bf Heiligenhafen, gadeside, 22.06.2023 (nm).

Den tidligere sporside tjener overvejende havneformål.

Fra Heiligenhafen udgik også KOE-togene via Lütjenbrode og banens jernbanefærge over Fehmarnsund til Burg og Orth på Fehmarn. KOE blev nationaliseret i 1941. Heiligenhafen mistede persontrafikken i 1976, og sidste spor blev fjernet i 1985.

BW (Bahnbetriebswerk) Heiligenhafen var i øvrigt DBs mindste BW.

Bedste hilsener
Niels

Fehmarn-Burg (3 fotos)

af Niels Munch, 27/8 2023, 14:02 (454 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 27/8 2023, 14:32

Inden vi forlod Fehmarn, aflagde vi øens "hovedby" Burg et kort besøg. Burg blev jernbanebetjent i 1905 med Inselbahn Fehmarn. Siden Fugleflugtslinjens tilkomst 1963 blev stationen som "sækstation" betjent via sportrekanten ved "Burg West". Persontrafikken ophørte i 1983, godstrafikken i 1994.

Persontrafikken blev genoptaget i 2010 efter renovering af sportrekanten og anlæg af en ny endestation i Burg, 200 m nord for den gamle; disse infrastrukturarbejder blev udført ved Altona-Kaltenkirchen-Neumünster Eisenbahn GmbH.

Som antydet ovenfor i tråden er Fehmarn p.t. betjent med Schienenersatzverkehr (SEV, togbusser) p.g.a. forarbejderne til den faste Fehmarn-forbindelse. Herunder får Burg dobbeltspor og bliver elektrificeret.

[image]
Bf Fehmarn-Burg, blikretning nord, 22.06.2023 (nm).

[image]
Bf Fehmarn-Burg, blikretning syd, 22.06.2023 (nm).

Den gamle stationsbygning lå bag træerne t.v., men blev nedrevet 2017 og erstattet af en boligblok i jagtpølsefarvede mursten.

[image]
Bf Burg (Fehmarn) med "Nürnberg 761", historisk motorvogn i 1983. Kreisarchiv Stormarn - Media ID 159912 (CC BY-NC-SA).

I nærmeste (sydlige) ende af den gamle stationsbygning var i øvrigt en udmærket knejpe .....

M.v.h.
Niels

Orth (Fehmarn) - 7 fotos

af Niels Munch, 11/11 2023, 15:20 (378 dage siden) @ Niels Munch

Go' eftermiddag i Forum,

Turen videre fra Burg på det gamle danske land, Tysklands trediestørste ø Fehmarn, mod "Kieler Woche" gik ad omveje til havnebyen Orth på øens sydvestlige del.

[image]
Orth; den indsatte pil peger dels mod vest, dels på tracéen for banen fra Burg til havnen i Orth. (Kilde: Online-Hafenhandbuch Deutschland).

Foruden at være havnebane udgjorde den endestationen på Inselbahn Fehmarn, som åbnede den 2. september 1905 under Kreis Oldenburger Eisenbahn (KOE). Persontrafikken fra Burg til Orth blev indstillet den 2. juni 1956. Godstrafikken blev stoppet mellem Petersdorf og Orth den 1. februar 1974. Banen indgik i Kleinbahn Lütjenbrode–Orth, der også drev jernbanefærgen mellem Großenbroder Fähre på fastlandet og Fehmarnsund på øen.

[image]
Orth Hafen; lokalitetens historie kan beskues her, 22.06.2023 (nm).

Havnen, der anlagdes 1881, havde en betydelig dampskibstrafik på Heiligenhafen, Kiel og Lübeck, indtil bane- og færgeforbindelsen til fastlandet tilkom. KOE drev gennemgående tog Heiligenhafen-Lütjenbrode-Fehmarn, og på havnen i Orth blev opmuret en diminutiv ekspeditionsbygning på 3 x 5 m, der med banetrafikkens ophør blev havnekontor og stadig findes.

[image]
Orth (blikretning syd) kort efter banens åbning, udsnit af ovenstående planche. Den lille ekspeditionsbygning i midten.

Det særlige ved Orth, foruden at være øens "smørhul", er, at meget af havnens sporareal stadig ligger i den velholdte brolægning:

[image]
Orth med havnespor, blikretning nord. Banen grenede ud i havnesporene bag bussen, ved træerne, 22.06.2023 (nm).

En sporplan kan findes her: http://www.kuestenbahn.de/fehmarn/gleispl/gporf.jpg .

Trods indædt søgning på internettet var der særdeles få hits på Orth med jernbanemateriel:

[image]
Nye spunsvægge til havnen i Orth 05.10.1960, foto: Weilandt (www.sundfaehre.de).

T.h. for den åbne godsvogn ses perronen og en vognkasse, der skjuler ekspeditionsbygningen, og som længe udgjorde banens "pakhus". Mange bygninger på havnen kan genfindes:

[image]
Orth med havnespor, blikretning nord, 22.06.2023 (ots).

..... hvilket også gør miljøet "autentisk" og bl.a. derfor har været location til ARD-serien "Nord bei Nordwest" - under navnet Schwanitz.

[image]
Havnen i Orth, blikretning nordvest, 22.06.2023 (nm).

Fehmarn, og ikke mindst Orth (mindre end 200 km hjemmefra) er bestemt et besøg værd, også for os "kratluskere"; og jeg burde sikkert have fotograferet noget mere. Men den svale Holsten Pilsener hos "Taverne Syrtaki" smagte altså godt.

Bedste hilsener
Niels

Avatar

Puttgarden 1/5 1963

af Horst Ebert ⌂, Hamburg, 17/11 2023, 17:17 (371 dage siden) @ Niels Munch

Jeg kan bidrage billeder, som er taget få uger inden åbningen
[image]
og der er lidt mere her.
Foreningen FdE fra Hamburg var på tur, men de fik altså ikke køre med deres særtog helt Puttgarden inden åbningen.

--
Horst
bahnen-im-norden.de og på Flickr

Puttgarden 1/5 1963

af Niels Munch, 17/11 2023, 18:23 (371 dage siden) @ Horst Ebert

Kære Horst,

Mange tak for dine supplerende bidrag.

Bedste hilsener
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak