But why a duck? Eller var det en majkat?

af FS1954, 31/5 2023, 11:15 (552 dage siden)

Tillad mig denne lille spidsfindighed – det er jo sidste mulighed i år for at bruge det gamle udtryk "majkat" om smådrillerier. Spørgsmålet ”But why a duck?” optræder i filmen Hotel Kokosnød med brdr. Marx. Storebror Groucho omtaler en viadukt (engl. "viaduct"), hvortil den evigt irriterende og ordkløvende bror Chico spørger ”But why a duck?”- desværre et u-oversætteligt ordspil.

Men det er hvad, dette handler om – en jernbaneviadukt - og det er ikke en and, og der er heller ingen katte med i spillet.

[image]

Her forløb den bane, det hele drejer sig om - præcis vandret midt i billedet, fra højre mod venstre eller vice versa, men den er forlængst nedlagt.

[image]

Og her midt i skovbrynet løb banen ind på den ret store dæmning eller viadukt, der fører over en å.

[image]

Det tog mig 45 år, inden jeg fik gået hen over viadukten og taget disse billeder, men - bedre sent end aldrig. Billedet ovenfor viser "udsigten" oppe fra viadukten - det føltes som om, at der var 'højt ned'. Alle billeder er i øvrigt optaget på kong Frederik IX.s fødselsdag, den 11. marts i år.

Mere får I ikke lige nu – er der nogle blandt d’hrr. jernbaneeksperter, der kan regne ud, hvor viadukten ligger og hvilken bane, der førte over den? Ellers gør vi lige som i Den klassiske Musikquiz, vi lægger bid for bid på i form af flere billeder og oplysninger.

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg

--
FS1954


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak