De nok mest kendte ”Cab forward” var nok Southern Pacifics AC type Mallet lokomotiver, der dog alle var oliefyrede.

Som jeg forstår årsagen til dette, var det bl.a. de mange og lange tunneller og dybe gennemskæringer, der gjorde det ønskeligt at lokomotivpersonalet befandt sig forrest og derfor ikke blev generet af den nedslåede røggas, sekundær damp. På nogle strækninger kørte man faktisk med gasmasker på retvendte maskiner.

De forsøg DR lavede med BR 05 med førerhuset forrest med kulstøvsfyring stoppede, da det var svært at transportere kulstøv fra den efterhængte tender og frem under et vist tryk til forstøveren med blæser i førerhuset med kedlens fyrkasse. Og modsat med bagkedlen (fyrkasse til indfyring) bagest med betjening af en fyrbøder, var kommunikation, herunder sikkerhed, næsten ikke eksisterende.

Med tanklokomotiver derimod, var de jo ofte udformet således, at de kørte lige godt retvendt som ikke retvendt (f.eks. DSB litra O og S). Men når der skulle medbringes både vand og brændstof (olie, kul, koks mv.) på maskinen, blev maskinernes rækkevidde jo betragteligt formindsket, f.eks. litra S kun en "dobbelt Hillerød" før der skulle bunkres kul. Vand kunne tages under ophold i Hillerød eller Kn på perronen.

Indledningsvis tror jeg at den naturlige udvikling af lokomotiverne med det større og større (længere) kedler ikke gav anledning til problemer, men at man altså gjorde forsøg med førerhuset forrest, men at den tekniske udfordring gjorde det ikke formålstjenstligt.

Mvh

Steff