Toldbodbanen ved Kastellet i København, 1. del

af Niels Munch, 20/5 2023, 23:01 (563 dage siden)

Kære alle i forum,

Da jeg som værnepligtig frekventerede Intendanturkorpsets Skole (ITKS) i Kastellet, undrede jeg mig over den brolagte vej og den "dobbeltsporede" jernbane, der gennemskar fæstningsværket fra Prinsessens Bastion i nord til Grevens Bastion i syd, og som var indhegnet med samme slags solide gitter som Frihavnen i øvrigt.

[image]
ITKS havde til huse i "Ny Kaserne" fra 1886. Foto: Holger Damgaard (KB ID: DT106948.tif).

Ny Kaserne var opført lige inden for Norgesporten i gule sten og i en arkitektur, der slet ikke rimede med Kastellets smukke, gamle bygninger fra 1624. Og bagerst bag skiltet og skilderhuset anes hegnet ind mod nævnte vej og jernbane, der selvfølgelig var "Forbindelsesvejen" og "Toldbodbanen" mellem Frihavnen hhv. Østerport Station og Nordre Toldbod, ibrugtaget 1897:

[image]
Kastellet, plan med bl.a. det afskårne parkanlæg omkring 2. Langeliniepavillon, nord er t.h., kbhbilleder.dk ID: 90082.

For at sikre trafikken til/fra Langelinie opførtes 2 vejbroer, "Nordre Bro" og "Søndre Bro" samt sydligst "Gefionbroen" ved springvandet til fodgængere. Men lad os starte i Nord:

[image]
"Nordre Bro" eller "Langelinie-broen" som nybygget, kbhbilleder.dk ID: 41026.

Blikretningen er nord, fotografen står på den opfyldte voldgrav, og bygningen t.h. er Frihavnens store silopakhus, der lå på Midtermolen og blev nedrevet 1969. Sporet t.v. er DSBs fra Østerport. Oppe fra broen så der således ud:

[image]
Udsigt fra "Nordre Bro" 24. november 1983, foto: Bent Krøyer, kbhbilleder.dk ID: 163074.

T.v. langs anlægget det meget krumme spor fra DSB Østerport.

Udsigten fra broen, som jo stadig eksisterer, ser således ud:

[image]
Udsigt mod nord fra "Nordre Bro", 05.05.2023 (nm).

Sandsynligvis a.h.t. DSB-sporet, der fortsætter som det vestlige spor af Toldbodbanens "dobbeltspor", oprettedes en toldvagt:

[image]
Toldvagt 7 ved "Nordre Bro", blikretning syd, arkivfoto Told- og Skattemuseet.

[image]
Ca. sammesteds, 03.05.2023 (nm). Det anes, at voldgraven - og dermed bastionen - er retableret.

Jeg må bryde her og fortsætte i 2. del.

Toldbodbanen ved Kastellet i København, 2. del

af Niels Munch, 20/5 2023, 23:10 (563 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 20/5 2023, 23:34

….. fortsat fra del 1:

Selv om jeg tjenstgjorde ved ITKS seks måneder over sommeren 1967 og tre måneder i 1968, så jeg aldrig trafik "bag hegnet", så vi må nøjes med et par arkivfotos:

[image]
Jernbanevogne på Toldbodbanen 15. januar 1901, kbhbilleder.dk ID: 40712.

T.v. det afskårne østre voldanlæg, t.h. "Forbindelsesvejen", som i nyere tid tjente som oplag af nyimporterede personbiler:

[image]
Toldbodbanen 19.02.1976, kbhbilleder.dk ID: 35558.

Fotografen står på "Nordre Bro", og det gennemskårne voldanlæg ses med ITKS/"Ny Kaserne" bagved. Længere henne ses en tilsvarende grim kasernebygning, der i "min tid" rummede kontorer for Forsvarsstaben. Begge bygninger forsvandt i f.m. retableringen af voldanlægget. Udsigten fra "Nordre Bro" er således i dag:

[image]
Udsigt mod syd fra "Nordre Bro", 05.05.2023 (nm).

I baggrunden f.v. ses Havnevæsenets bygning, så Maersk's domicil og Den Engelske Kirke. Udsigt fra den retablerede kastelsvold:

[image]
Blikretning syd bag om den gule Kommandantgård fra 1725, i forgrunden "Monumentet over Danmarks internationale indsats siden 1948" med paradeplads, hvor "Ny Kaserne" lå, 03.05.2023 (nm).

Efter kommandantgården drejede banen mod øst for gennem Grevens Bastion at nå Nordre Toldbod øst for Havnevæsenets bygning. Forinden passeredes under "Søndre Bro" samt "Gefionbroen".

[image]
Gefionbroen set fra Grevens Bastion, 20.08.2020 (nm).

[image]
Nordre Toldbod set fra Gefionbroen, kbhbilleder.dk ID: 41271.

Yderst t.h. Havnevæsenets bygning. T.h. for midten pavillonerne, hvorfra regenten sejles ud til Kongeskibet. T.v. ses Mastekranen på Holmen. DSBs og Frihavnens spor er løbet sammen under "Søndre Bro", og DSBs fortsætter ad Toldboden til Larsens Plads.

[image]
"Søndre Bro" med "Forbindelsesvejen" under anlæg 24.09.1894, t.v. bag broen bagsiden af arrestbygningen, kbhbilleder.dk ID: 40408.

[image]
"Gefionbroen" og "Søndre Bro", KB ID: DT114033.tif.

Toldbodbanen til Nordre Toldbod var senest i brug i 1975 og fjernedes 1987. "Søndre Bro" forsvandt - ligesom "Ny Kaserne" ved den retablering af voldanlæg og -grav, der iværksattes i 1989, men "Gefionbroen" står stadig:

[image]
"Gefionbroen" med Grevens Bastion bagved, 03.05.2023 (nm).

Alle 3 broer er konstrueret af ingeniør Asger Skovgaard Ostenfeld, som også konstruerede "den store, gamle Langeliniebro" over statsbaneterrænet, og dekorationer m.v. på "Gefionbroen" blev tegnet af Vilhelm Dahlerup.

Hvis noget virker bekendt, så er det, fordi vi behandlede "Gefionbroen" her: https://www.jernbanen.dk/forum2/index.php?id=68745 - og Toldbodbanen her: https://www.jernbanen.dk/forum/index.php?id=40662 .

Endelig har Thomas Boberg sporplaner m.v. over Frihavnen inkl. Toldbodbanen her: https://s3.eu-central-1.amazonaws.com/thomasbobergnielsen/www.havnebaner.dk+-+20170831/... - ligesom Toldbodbanen er beskrevet i John Poulsen "Byens Baner" (bane bøger 1997 - ISBN 87-88632-67-9).

Og så til sidst den uundgåelige soldaterhistorie:

[image]
Kastellet, hovedvagts- og arrestbygning ved Kongeporten, KB ID: DT106968.

Det er ikke mig, der på billedet spankulerer med geværet; men som SGEV ved ITKS havde vi standvagten ved Kongeporten. Dér stod jeg en sommedsøndag ved skilderhuset iført mit flyverblå battledress M/51 med hjelm, støvler, blåpebet basis og opplantet bajonet og oplevede små drenge på vej til Langelinie med deres unge mødre i sommerkjoler sætte hælene i, pege op og sige: "Mor, mor, hvorfor er det ikke en rigtig soldat, der står der i dag?".

Kastellets kommandant var i øvrigt en oberstløjtnant af Livgarden, og vores vagtafløsning sagde derfor "spar to" til Amalienborgs!

Nå, nu kommer webmaster sikkert efter mig!

Bedste hilsener
Niels

Avatar

Toldbodbanen ved Kastellet i København, 2. del

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 20/5 2023, 23:48 (563 dage siden) @ Niels Munch

Kære Niels

Fornem reportage! Fornem!

Bedste hilsner

Thomas

Avatar

Toldbodbanen ved Kastellet i København, 2. del

af Morten Flindt Larsen, København K, 21/5 2023, 00:18 (563 dage siden) @ Niels Munch

Sporet nærmest gitteret var en del af Østerport stations havnebane, der åbnedes 27. okt. 1895 og i 1902 forlængedes fra Toldboden til Larsens Plads (!!!). :-D :-D :-P De øvrige spor var KFA's spor til Toldboden, hvor de endte.

Sporet fra Toldboden til Larsens Plads blev nedlagt i 1974.

Sporet fra Østerport til Toldboden blev sidst anvendt i 1975 og blev fjernet i 1987.

--
Med vanlig venlig hilsen
Morten F. Larsen

En pessimist ser en mørk tunnel.
En optimist ser lyset for enden af tunnelen.
En realist ser et godstog.
En lokomotivfører ser tre idioter, der står midt i sporet og stirrer tomt frem for sig.

Toldbodbanen ved Kastellet i København, supplement

af Niels Munch, 21/5 2023, 07:26 (562 dage siden) @ Morten Flindt Larsen
redigeret af Tommy Nilsson, 21/5 2023, 20:30

Sporet nærmest gitteret var en del af Østerport stations havnebane, der åbnedes 27. okt. 1895 og i 1902 forlængedes fra Toldboden til Larsens Plads (!!!). :-D :-D :-P De øvrige spor var KFA's spor til Toldboden, hvor de endte.

Sporet fra Toldboden til Larsens Plads blev nedlagt i 1974.

Sporet fra Østerport til Toldboden blev sidst anvendt i 1975 og blev fjernet i 1987.

God søndag morgen, Morten - og øvr.

Mange tak for dine supplerende oplysninger.

[image]
Udsigt mod syd fra "Nordre Bro" over Toldbodbanen og Forbindelsesvej. Foto: Ove Scheel ca. 1982. DJM scannummer OS123.

Der var faktisk gitter på begge siden af denne skændige gennembrydning. Som jeg opfatter det, er det vestre spor, t.h. nærmest forbindelsesvejen, DSBs havnebanespor, resten Frihavnens.

[image]
Udsigt mod nord fra "Nordre Bro" 30.10.1983. Ukendt fotograf, kbhbilleder.dk ID: 35621.

..... hvor vi - ligesom tidligere - ydest t.v. langs hegnet ser DSBs meget krumme spor, der først blev ibrugtaget i 1897 med Østerbro Stations åbning. Forinden udgik havnebanen fra DSBs midlertidige rangerstation, hvor det ibrugtoges, som du skriver, i 1895,

Jf. "Byens Baner" ophørte brugen af "det krumme spor", som gik bagom Frihavnens remiser, allerede i 1930, hvorefter forbindelsen udgik fra Frihavnsstationen. Men sporet blev, som billederne viser, liggende, indtil Toldbodbanen blev sløjfet forud for retableringen af Kastellets voldanlæg og -grav m.v.

[image]
Udsigt mod øst over Frihavnens remiser m.v. 22.11.1983. Foto: Bent Krøyer, kbhbilleder.dk ID: 136070.

"Det krumme spor" ses yderst t.h. langs anlægget, og begyndelsen af "Forbindelsesvej" dækkes af træerne.

DJK besøgte Frihavnen i 1985: https://www.jernbanen.dk/forum/index.php?id=40955 .
Læs om Frihavnen her: https://www.jernbanen.dk/artikler.php?artno=40 .

Bedste hilsener
Niels

Toldbodbanen ved Kastellet i København, 2. del

af Ole Gold ⌂, 21/5 2023, 17:11 (562 dage siden) @ Morten Flindt Larsen


Sporet fra Østerport til Toldboden blev sidst anvendt i 1975 og blev fjernet i 1987.

Først og fremmest tak til Niels for den fine beretning.

Også jeg har frekventeret Intendanturkorpsets Skole fra APR 1975 til AUG 1976. Først som sergentelev og senere som "ansat" på skolen.

Jeg synes nu der af og til kørte tog i hele perioden jeg var der. Men måske har man blot brugt sporet som udtræksspor? Jeg fik desværre aldrig fotograferet toget, for det "kunne man jo altid gøre".

Og nu holder vi inden soldaterhistorierne tager over...

Med venlig hilsen
Ole Gold

DSB MH338
Det militære sidespor ved Næstved
Det militære sidespor ved Næstved

I slutningen af 1800-tallet spillede jernbanerne en stor rolle i tilfælde af krig - og dem var der mange af i Europa. For at skaffe en hurtig forbindelse mellem Køge-Næstved banen og Slagelse-Næstved banen blev et militært forbindelsesspor anlagt nord for Næstved station.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak