Western Australia
Der har vist før været beretninger om jernbaner i Australien her i forum, dog vist mest fra den østlige del af kontinentet. Et besøg hos Niels af Perth down under i november 2022 gav indtryk af meget mere. Så derfor noget om ”Western Australian Government Railways", forkortet WAGR:
Western Australia omfatter de vestligste 2/5 af det australske kontinent. Med centrum i verdens ensomste millionby Perth drev man mange strækninger i et landområde, der fra nord til syd rakte over 1000 km fra Albany i syd til Meekathara i nord – og 500 km fra Perth til Kalgoorlie i øst. Et kort fra 1938 viser et tæt net inden for dette område, et kort fra 1968 viser et mere udtyndet net og en del ”road services”, og i dag er de fleste tilbageværende strækninger mest trafikeret af godstog.
Rundt omkring ligger der strækninger, der i dag er ude af brug, andre steder køres med veterantog. Flere steder er der opstillet lokomotiver og vogne som mindesmærker om en svunden tid, hvor mange baner begyndte som tømmerbaner og efterhånden blev til trafikbaner.
Banenettet i det lillebitte hjørne af den meget store delstat Western Australia blev efterhånden drevet af et og samme selskab, forkortet WAGR. Det rullende materiels historie er broget, men har kunnet rekonstrueres, og der er udgivet gode og omfattende bøger om såvel banernes historie som deres rullende materiel.
Hele nettet havde samme sporvidde – 1067 mm – og det er utroligt, hvad der har kunnet køre på så relativt smalt spor. Herom senere.
Normalspor findes nu om dage fra Perth og ind i landet, hvor det fra Kalgoorlie løber stort set linealret gennem Nullabor Plain 700 km til nabostaten South Australia. Efter endnu 800 km mødes man med The Ghan i Port Augusta inden de sidste 200 km ned til Adelaide. Ikke underligt, at indenrigsflyvning er ret almindelig i Australien.
Som nævnt er der ikke megen persontrafik, bortset fra forstadstog omkring Perth. På enkelte veteranbaner drives der endnu lidt persontrafik, dog mest i sommertiden.
Min "læretid" begyndte i det små med et besøg i Kalamunda, en lille by i højdedragene øst for Perth. Det var den by, hvor de rige søgte tilflugt, når klimaet i Perth (og måske også havnebyen Fremantle) blev for hedt og klamt. Banen derop er forlængst væk, men på det tidligere stationsareal står både stationsbygning, tjenesteboliger, posthus og meget andet.
Kalamunda 12. november 2022. G class nr. 118 foran stationsbygningen (JBP).
Stationsbygningen i Kalamunda. Det indre var én stor ventesal (nu mest museum) og et billetsalg JBP).
Stationsmesterens tjenestebolig (JBP).
Stationsmesterens stue
- og hans køkken, der lå inde i huset. postmesterens bolig havde køkken i et udhus af hensyn til brandfaren. (JBP)
G class nr. 118 - en lokomotivtype og -størrelse, der fandtes i mange varianter og havde kørt overalt (JBP)
Nu var det et museum, og derfor var andre transportmidler også repræsenteret. En nødvendig del af landevejstransporten var sådanne "roadhouses" (JBP)
Rutebilinteresserede kender nok denne .....
.... og specifikationerne kommer her.
Der var meget mere at se på dette lille museum, men lad det være nok for i dag.
Venlig hilsen
Jens