Entreprenørlokomotiv med tipvogne ukendt sted
Hej.
Lokomotivet er uden tvivl Jung 1636/1911. Trods bygget som stangvare, var der ikke andre i Danmark med lige netop dette udseende fra Jung. Så vidt, så godt.
Maskinen havde tre ejere:
1911 – 21 Mergelkørsel fra Agerbæk Mergelleje for Fåborg Sogns Mergelselskab.
1921 - 26 Overjordstransporter i Klåbygård Mergelleje for Vestjyllands Mergelforsyning.
1926 - 26 Overjordstransporter i Rindum Mergelleje for Vestjyllands Mergelforsyning.
1926 Ophug.
På billedet åbnes der et nyt leje, eller et leje afrømmes yderligere for udvidelse, idet der køres overjord op på en såkaldt tippe. Det kan være en af de tre ejeres lejer. Lokomotivet kan dog også være lejet ud til konkurrenter, men det ved jeg intet om. Fåborg Sogn var ikke ti år om at udkøre, men de lå stille i den dyre tid, hvor kullene fra 1917 var ubetalelige, Staten opfordrede ligefrem mergelselskaberne til at afhænde mergelmateriellet til tørve- og brunkulsindustrien. Først 1920 gjorde de sig færdige og solgte maskinen. Det er tænkeligt, at de havde lejet maskinen ud fra 1917, hvor brunkul og tørv efterspurgte maskiner. Også Vestjyllands Mergelforsyning lejede deres materiel ud, når de i ikke afrømmede, men jeg har ingen kontrakter på leje.
Da maskinen var lille, var det ikke noget stort, den udlejedes til. Næppe tørve-, brunkuls- eller mergeltransporter i stor stil, men måske nok lidt afrømning, der kunne klares på et par måneder.
Landskabet? Hvor i Danmark ser der sådan ud?
Mvh BH.