Hermed et redigeret uddrag af artikel i Jysk Modeljernbane-Klubs blad TOG 60:

Jeg forlader Bukarest søndag den 27. juli 2008 om eftermiddagen. Om lørdagen har det nordlige Rumænien været ramt af skybrud, floder er gået over deres bredder, og i hvert fald fire mennesker har mistet livet. Jeg rejser i en trepersoners kupé i liggevogn, og mine medpassagerer er et gymnasielærerpar, som taler en smule engelsk og fransk. De har prøvet at køre med "Mocanitza", som skovbanen kaldes, og turen sluttede med en afsporing…

Nattoget skulle egentlig have kørt til Sighetu Marmatiei, men det stopper i Viseu de Jos klokken fem om morgenen, da sporet ikke er sikkert længere fremme. Vi er i det allernordligste Rumænien, helt oppe ved grænsen til Ukraine.

Fra Viseu de Jos går en normalsporet strækning til Viseu de Sus, men det er øjensynligt et stykke tid siden der har kørt tog på den, så jeg tager bussen i stedet. Den er propfuld, men en kvindelig passager rejser sig og insisterer på, at jeg skal sidde ned. I Viseu de Sus følges jeg med nogle folk, der skal på arbejde ved skovbanen. Da vi når frem, er det tydeligt, at der skal ryddes op efter oversvømmelsen. Jorden er dækket af et tyndt lag mudder, og alle fyrgrave er fyldt med vand. Yderligere har floden skyllet en det yderste af banegårdsterrænet væk, et spor er knækket som et stykke spaghetti, og en godsvogn er faldet i vandet.

Floden har simpelt hen skyllet jorden væk under sporene – Viseu de Sus 28/7

Jeg bevæger mig forsigtigt rundt i mudderet og fotograferer. Efter en times tid afgår et tog bestående af et diesellokomotiv og en enkelt personvogn. Udenfor stationen stopper det og bliver læsset med brød, sikkert forsyninger til skovhuggerne.

"Brødtoget" – lokomotivet skyder en enlig vogn fra Viseu de Sus mod de store skove

Der er selvfølgelig sprogvanskeligheder, men generelt er folk venlige, og jeg hilser på værkmesteren, som holder til i et temmelig mørkt værksted med en stor drejebænk. Her er det firkoblede damplokomotiv 764-469 (Resita 1955) under revision. Jeg siger også goddag til en mand, som jeg tror er en slags "dispatcher" - han har i hvert fald kontor højt hævet over terrænet i en signalpostlignende bygning.

Alle lokomotiver har ejermærket CFF, som betyder "Caile Ferate Forestiere" – på dansk: ”Skovbaner”. Det var det gamle rumænske statslige selskab, men i dag står en koncern i Sverige, R. G. Holz Company, for selve skovdriften, mens en svejtsisk gruppe enthusiaster står bag turistkørsel med damp under navnet ”Wassertalbahn”. Hvordan disse to operatører samarbejder, om R. G. Holz for eksempel kan benytte damplokomotiverne som reserver i de ikke-turistmæssige tog, ved jeg ikke.

(Sådan var situaionen i 2008, hvordan den er i dag, tør jeg ikke sige.)

Remisen er ny og rummer en nyrenoveret personvogn, en ditto boggiegodsvogn samt damplokomotivet 763-193 – en trekoblet Krauss-maskine fra 1921 - øjensynligt i god stand men uden et par rørforbindelser. Foran står 764-408R, som ser driftsklar ud, og det tror pokker, for maskinen er fra 1986! The Welshpool and Llanfair Light Railway i Wales har importeret to lignende maskiner: 764-423 og 764-425. Tre andre fra 50’erne står på terrænet og ruster op…

764-408R foran remisen i Viseu de Sus 28/7. Nummer 764-211, Orenstein & Koppel Nr. 3980 fra 1910, står også foran remisen i fin stand, men klodset op uden hjul.

Ude på terrænet står et par rumænske boggiediesellokomotiver af den type vi kender fra de polske smalsporsbaner: L45H-053 uden motor, mens 87-0033-8 formentlig er driftsklar. Hvor de stammer fra, har jeg ikke kunnet spore. Endelig råder banen over to små treakslede diesellokomotiver hvoraf det ene fremfører "brødtoget". De bærer navnene "Christina" og "Ekatharina".

Bedste hilsner