Efter samtidens beskrivelse kom Ohlsson til et øde sted beskrevet således af en kollega:

"Sparkær var det mest øde og trøstesløse sted på Jorden, Øjet så ikke andet en flad lyngstrækning, hvori en Del sorte Mosehuller med Tørvestakke omkring, ikke et Træ og bogstavelig næsten ikke en Græstue.”

Jeg ved ikke, om ministeren personligt har udvalgt stedet til Ohlsson, men det fortælles, at han ville have sat en stopper for Ohlssons ”agitation”, og dertil var Sparkjær sikkert velegnet. Pakmester Pedersen, som også spiller en rolle i sagen, blev forvist til Varde. Ikke meget bedre, hvis man skal tro samtiden.

Omkring århundredeskiftet omtales byen således: "Sparkjær med Skole, Forsamlingshus (opf. 1892), Andelsmejeri, Mølle, Bageri, Tørvefabrik". Kirken blev først indviet i 1905, da Ohlsson var taget tilbage til civilisationen.

Ifølge artiklen i Signalposten, som Martin henviser til, blev Ohlsson fungerende stationsforstander i Sparkjær, hvilket umiddelbart lyder som en slags forfremmelse. Hvor stor var stationen mon i 1901?

https://arkiv.dk/vis/2698582

Der var persontog flere gange dagligt, krydsninger og en hel del tørvetransporter, så der må have været en del rangering. Der var flere sidespor/læssespor, men en sporplan (fra 1941) på Arkivet for jernbaner viser, at det ikke var noget imponerede sporareal.

Der har været noget at lave, men det har næppe kunnet udfylde en tjenestetid på 16 timer. Var Ohlsson ene mand på kontoret? Blev al fritid klaret med afløsning, eller har der været en mand mere?

Der står i wikipedia

” I 1950'erne var der stationeret en stationsmester og to trafikekspedienter i Sparkær, så der var bemanding i hele driftstiden.”

Det kunne tyde på, at der tidligere var mindre bemanding.

Sparkjær var åbenbart langt ude i intetheden.