Det rigtige svar er at den tiltænke kunde var USSR og tegningen er lavet i 1958.
Da du var tættest på, så har du stafetten i morgen.
Vel nævnte Hans T. Møller USSR først, men årstallet var lidt langt fra.

Der var ikke meget at gå efter på tegningen - kun en centralkobling + sporvidde, men det viste sig jo at være nok.
Nedenstående er så den anden halvdel af tegningen - der er jo noget interessant data + en dato.

Det er helt rigtigt at Nohab havde et prøveloko i Finland 1958-1959. Herefter blev det lånt ud til SJ til omkring december 1960
Da låneaftalen med SJ ikke gav mulighed for at bruge lokomotivet til fremvisning, så var det ikke det loko, som var i Ungarn i 1960.
Det var en af de andre 4, som også var en del af det finske eventyr.
Grunden til at Nohab påbegyndte 5 loko (og bestilte alle dele fra USA - inkl. banemotorer), men kun færdiggjorde 1, var at VR (de finske baner) havde nævnt nogle meget korte leveringstider, så for at møde dem kunne Nohab ikke afvente en bestilling.
Anyway, kun et loko. blev bygget i første omgang og det med nogle spec., som ligge tæt på en DSB My (bl.a. 4 banemotorer).
Hvordan alle 5 loko. endte hos NSB vil føre for vidt her, men det er heraf at Di3b fødes som betegnelse for en Di3 med 4 banemotorer type D47 (istedet for de vanlige 6 type D19/D29 bygget af ASEA). Alle loko. fra det finske eventyr solgt pr. 1/7 1960 og på dette tidspunkt var 2 allerede hos NSB og resten kom dryssende senere.

Det er også helt korrekt at Nohab havde solgt en bunke damploko. til USSR i 1920'erne. Omkring 1940-41 forhandlede Nohab med de øvrige svenske fabrikker Motala, Kalmar, ASJ (og et par til jeg ikke lige husker) om en kæmpe bestilling på 1000-vis af bogier, 1000-vis af hjulsæt og lign.
Det løber ud i sandet i 1941.
Omkring 1950 havde Nohab gang i noget vandkraft til USSR.
Så ja, der har været kontrakter gennem årene og hvis man gerne vil opdyrke et andet marked end bare Scandinavien, så var USSR da en mulighed.

Så kunne man sige "nå-ja, det er jo bare juniorsælgeren og yngstemanden på tegnestuen, som har muntret sig" med at lave en sjov tegning i 1958.
Altså ikke nødvendigvis specielt seriøst.
Men nogen tanker må der have været omkring Sovretunionen, hvilket nedenstående brev fra maj 1958 vidner om.

Jeg har dog ikke set noget tilbud med pris og leveringsbetingelser på denne type loko. og der nævnes heller ikke noget i senere breve til GMOO eller i mødereferater (som ellers kan være pænt saftige).
Så igen et projekt, der ikke blev til noget.

Nu vil nogen nok sige "der står ikke EMD på brevet og så gældes det ikke".
Siden 1954 var kontakten til licensbyggerne varetaget af GMOO, som også havde al GMs oversøiske bil-salg.
Selv samlefabrikken på Nørrebro var organisatorisk placeret hos GMOO.

Det er værd at bemærke at GMOO ikke havde nogle selvstændig politik omkring salg til USSR; GM fulgte blot "whatever" den til enhver tid siddende amerikanske regering måtte mene herom.
Iøvrigt blev begrundelsen med "mistet amerikansk identitekt" også brugt fra amerikansk side da Nohab byggede 20 loko til Ungarn.