For en gammel stålværksarbejder som mig, kalder billedet mange minder frem.

OK, det var kun et par måneder efter studentereksamen, at jeg gik rundt i overall, hjelm og sikkerhedstræsko, men det er en tid jeg stadig husker.

Dengang, i begyndelsen af 70'erne, havde værket et 900mm jernbanenet ved de fire Siemens-Martin-ovne, hvor man smeltede skrot. Smalsporet blev brugt til at køre skrottet hen til den ovn, der skulle ”chargeres”, og så vidt jeg husker, kunne tre ovne tage 200 tons, mens den sidste var lidt mindre og tog 180 tons.

Når en ovn var fyldt op, tændte man den og blæste gas og ilt ind. Temperaturen kom op på et par tusind grader celsius, og efter otte timer havde indholdet en konsistens som tyk fløde. Så prikkede en mand hul i bunden af ovnen - det var vistnok en porøs keramikprop, der sad her - og smelten løb i en stråle fra anden sals højde ned i nogle kokiler, en slags støbeforme, hvor den fik lov at køle af.

Jeg var ikke selv beskæftiget ved Siemens-Martin-ovnene, men jeg benyttede af og til lejligheden til at se mig om, når det blev fyraften, og det var en oplevelse at se en ovn blive tømt. Der kunne være et helt fyrværkeri, når hvidglødende stål kom til at stænke lidt.

Bedste hilsner