Avatar

Stedfæstelse af havnespor - skibet "Skagerak"

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 21/3 2013, 20:40 (4294 dage siden)

Dette postkort er p.t. til salg på QXL. Jeg kunne have interesse i postkortet, hvis jeg vidste, i hvilken by havnesporene i forgrunden ligger?

Sælger anfører om postkortet: "Skibet - Skagerak 1- 1953". Jeg gætter på, at angivelsen "1953" er et årstal.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

[image]
Kilde (i skrivende stund): http://www.qxl.dk/pris/postkort/danmark/skibe/skibet-skagerak-1-1953/v/an706127812/

Avatar

Stedfæstelse af havnespor - skibet "Skagerak"

af shipmik, 21/3 2013, 21:19 (4294 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Hej Thomas

Den holder ikke. Skagerak I, bygget af Aalborg Værft A/S, som nybygning nr. 61, og afleveret 23. maj 1939, overlevede ikke 2. Verdenskrig. Så 1953... nej, den holder ikke.
I maj 1940 blev skibet rekvisioneret af Die Deutsche Kriegsmarine og ombygget til minelægger under navnet SKAGERRAK.
20 januar 1944 blev skibet sænket af britiske fly på position 59°18,8 N 06°01,01 Ø - carika udfor Egersund, da det var på rejse fra Trondheim til Swinemünde.
Men stedet er selvfølgelig Hirtshals, da skibet sejlede mellem Hirtshals og Kristianssand i den korte tid, hvor det virkede. Ruten stoppede efter 9. april 1940 og kom ikke igang før efter 2. Verdenskrig.


Bent Mikkelsen
shipmik@mail.dk

Avatar

Stedfæstelse af havnespor - skibet "Skagerak"

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 21/3 2013, 21:27 (4294 dage siden) @ shipmik

Den holder ikke. Skagerak I, bygget af Aalborg Værft A/S, som nybygning nr. 61, og afleveret 23. maj 1939, overlevede ikke 2. Verdenskrig. Så 1953... nej, den holder ikke.
I maj 1940 blev skibet rekvisioneret af Die Deutsche Kriegsmarine og ombygget til minelægger under navnet SKAGERRAK.
20 januar 1944 blev skibet sænket af britiske fly på position 59°18,8 N 06°01,01 Ø - carika udfor Egersund, da det var på rejse fra Trondheim til Swinemünde.
Men stedet er selvfølgelig Hirtshals, da skibet sejlede mellem Hirtshals og Kristianssand i den korte tid, hvor det virkede. Ruten stoppede efter 9. april 1940 og kom ikke igang før efter 2. Verdenskrig.

Kære Bent

Tak for - som sædvanlig - stringent information. Jeg vil tillade mig at citere dig på min hjemmeside om havnebanen i Hirtshals- hvis eller jeg kan få fat i postkortet (der bydes op p.t.).

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

PS: Jeg syntes godt nok, at bilerne så ud til at være ældre end fra 1953 - men det er jo "let nok at komme og sige bagefter".

Stedfæstelse af havnespor - skibet "Skagerak"

af Niels Munch, 21/3 2013, 22:05 (4294 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Fra denne hjemmeside: http://www.warsailors.com/homefleet/shipss1.html#Sk er der link til et foto af M/S Skagerak, der tilhørte Christiansand Dampskibsselskap A/S.

Postkortet er udgivet af Vilsen og Rasmussen, Hirtshals, hvilket også indikerer, at billedet er taget i Hirtshals.

Bedste hilsener
Niels

Avatar

Stedfæstelse af havnespor - skibet "Skagerak"

af Michael Deichmann ⌂, Gribskov kommune, 21/3 2013, 22:23 (4294 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

PS: Jeg syntes godt nok, at bilerne så ud til at være ældre end fra 1953 - men det er jo "let nok at komme og sige bagefter".

Det kunne nu sagtens være 1953 for såvidt angår bilerne.
Der er stadig valutarestriktioner så nye biler er ufatteligt dyre i afgifter. Der er intet nyt under solen der. Derfor var der masser af biler fra 1930'erne på vejene i 1950'erne.

Når det er sagt, så vil jeg gætte på at billedet er fra midt i 1930'erne, så måske skulle der stå 1935 i stedet for 1953?

"Edit" fortæller mig nu at kortet er postgået i '53 - dersidder i hvert fald et julemærke fra Julen 53, men kortet/billedet kan sagtens være ældre.

Avatar

Stedfæstelse af havnespor - skibet "Skagerak"

af T. Rithmester @, Struer, 21/3 2013, 22:39 (4294 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Kortet må være fra 1939, samme år som leveringen af skibet.
Det bygger jeg på OL ringene på skorsten. De må jo henvise til det (da) kommende vinter OL i 1940, som dog blev aflyst i november 1939 (kilde Wikipedia)

Stedfæstelse af havnespor - skibet "Skagerak"

af Asger Christiansen, 21/3 2013, 22:50 (4294 dage siden) @ T. Rithmester

Sommerolympiade og vinterolympiade 1940 var planlagt til afholdelse i Japan. Grundet udbrudet af 2. verdenskrig ændrede man planer, således at de olympiske sommerlege skulle afvikles 1940 i Helsingfors - men det blev heller ikke til noget.

Stedfæstelse af havnespor - skibet "Skagerak"

af Svend Mikkelsen, 22/3 2013, 12:15 (4294 dage siden) @ Asger Christiansen

Så vidt jeg kan grugle, er det Skagerak I.
http://www.wrecksite.eu/wreck.aspx?134071

Jeg er ikke sikker på at der skal ligges noget i ringene på skorstenen, MS Jylland som efterfulgte Skagerak, havde de samme ringe.
Så kortet er fra 39-40.

Stedfæstelse af havnespor - skibet "Skagerak"

af Asger Christiansen, 22/3 2013, 12:57 (4294 dage siden) @ Svend Mikkelsen

Jeg tror du har ret - at ringene må have en anden begrundelse. Jernbanefærgeruten Hirtshals-Kristiansand åbnedes i 1958, og på billeder fra indvielses ses, at jernbanefærgen "Skagen" havde 5 tilsvarende ringe på skorstenen.

Avatar

Stedfæstelse af havnespor - skibet "Skagerak"

af shipmik, 22/3 2013, 13:37 (4294 dage siden) @ Asger Christiansen

Har kikket lidt på det med skorstensmærket på Skagerak I. Så vidt jeg lige kan se er lige præcis den første skib med de fem ringe, som også blev brugt af Mosvold Rederi, der var ejer af Kristiansand Dampskibsselskab. Der har været masser af skibe med samme mærke gennem tiderne. Uden at være helt skråsikker så sejlede Skagerak I's forgængere på Hirtshals-Kristiansand med en sort skorsten med et rødt bælt med et hvid kryds, som så blev afløst af de fem ringe på et rødt bånd på en gul skorsten. Det var bl.a. Harald Haarfager (1899 til 1938) og Jylland fra 1903. Sidstnævnte blev i øvrigt prisetaget af tyskerne 23. april 1940 i Hirtshals og forliste under 2. verdenskrig under tysk flag.
Jeg dog ikke noget bud på, hvor Mosvold og dermed Kristiansand D/S skiftede til olympia-ringe.De var også på efterkrigsfærgen Jylland, der blev sat i drift i 1947 efter ombygning fra et engelsk krigsskib, der dog var bygget for amerikansk regning i Chicago i 1943.
Mosvold Rederi - inklusive Kristiansand Dampskibsselskab, som i 1969 blev solgt til Fred Olsen-gruppen, tæller 82 skibe.
På billedet ses Skagerak I på prøvetur på Limfjorden med dansk flag agter og Aalborg Værft's flag på agtermasten

[image]

Bent Mikkelsen
www.bettynordgas.dk

Stedfæstelse af havnespor - nok ikke helt OT (1 foto)

af Niels Munch, 22/3 2013, 14:04 (4294 dage siden) @ shipmik

Kære Bent,

Din viden om skibe og færger er beundringsværdig!

Må jeg tage mig den frihed at bede dig fototyde dette billede:

[image]

Billedet har jeg taget den 03.09.1975 under åbenbart sydligere himmelstrøg, men ikke uden relevans for Hirtshals, tror jeg!

Så helt OT er det nok næppe, og jeg håber, at du, Thomas og andre tilgiver mig.

Bedste hilsener
Niels

Avatar

Malta

af shipmik, 22/3 2013, 15:25 (4293 dage siden) @ Niels Munch

Kære Niels

Tak for de pæne ord.

Billedet er fra Malta og færgen ibaggrunden er den omtalte Jylland, der oprindelige var et amerikansk-bygget krigsskib, der blev overladt til England. Efter tilbagelevering til USA i 1946 blev det solgt i januar 1948 til skibsreder Martin Mosvold, der også var ejer af Kristiansand D/S. Ved Stord Verft i Leirvik blev det ombygget til færge og fik navnet Jylland. Det blev taget ud af drift, da Skagerak (den der forliste og gjorde helikopter-redning verdensberømt) blev leveret fra Aalborg Værft, og Jylland lagt op i Kristiansand. I januar 1968 blev det så solgt til Malta og fortsatte som Jylland. Solgt fra Malta i 1984 til Tyrkiet og fik navnet Kibris, og senere Akdeniz. 17. januar 1985 udbrød der brand om bord under reparation mens skibet lå Famagusta på den tyrkiske del af Cypern. Trukket på land for ikke at synke, men senere bjærget. Det blev dog kondemneret og solgt til Grækenland med henblik på genopbygning. Det blev dog opgivet og 5. juni 1988 kom skibet, nu under navnet Princess Lydia, til Aliaga i Tyrkiet for ophugning.

Så sådan var historien om en jyde på Malta. Gennem årene har der været talrige historier om folk, der kommet hjem og set norske skilte på færgen og undrede sig over at en maltesisk færge havde navnet Jylland og efterfølgende spurgt til historien.

Hilsen
Bent

Malta - "Jylland"

af Niels Munch, 22/3 2013, 16:04 (4293 dage siden) @ shipmik

Kære Bent,

Tak for en særdeles kompetent og fyldestgørende beretning!

Billedet er taget fra balkonen på havneknejpen i Mgarr på Gozo, hvor vi fik en drink eller 2, medens vi ventede på MELITALAND, der skulle færge os tilbage til Malta.

Dem mindre udflugtsbåd foran har jeg - med de tykke brilleglas på - identificeret som IMPERIAL EAGLE, som ingen danske relationer har.

Bedste hilsener
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak