Tegning af Kastrup lok
Jeg har netop tegnet Kastrup 85/1943.
Er der nogen der ved, om tegningen kan genbruges til andre Kastrup lok i byggenummerlisten?
(Det er ikke mange Kastrup billeder, der er i databasen).
Jeg har netop tegnet Kastrup 85/1943.
Er der nogen der ved, om tegningen kan genbruges til andre Kastrup lok i byggenummerlisten?
(Det er ikke mange Kastrup billeder, der er i databasen).
Er der nogen der ved, om tegningen kan genbruges til andre Kastrup lok i
Hej Tommy,
Har du kigget billeder her: http://smalspor.dk/search_alt001.asp?choise=&soeg=Kastrup&Submit=S%F8g ?
Som generel illustration ville jeg nok vælge at tegne et lok uden førerhus.
M.v.h.
Niels
Hej.
Kastrup nr. 85 er leveret med førerhuset fra fabrikken, hvilket også gælder et søsterlokomotiv (84 eller 86), men ellers kender jeg ikke andre. Der har været flere andre med førerhus i diverse (eller de værste) udførelser, men disse er formentlig lavet af respektive ejere. VBV havde modtaget et tilbud, hvor tegningen var med førerhus, uden at de dog købte noget lokomotiv. Tegningen havde de dog gemt.
De første lokomotiver fra Kastrup Maskinfabrik var bygget for forhandleren A.P. Hjortsø, og kendes fra Basnæs' roebane. De så anderledes ud, se evt. i roebanebogen.
En anden tidlig type blev vist bygget for forhandleren Wilh. Cederberg. Den blev bygget midt i '30erne. Et lok findes ved Remisen i Dokkedal.
Den viste type med 'knækket' motorhus blev bygget fra slutningen af 30'erne. Der er forskelle i udførelsen, idet lokomotiverne med Deutz-motor havde højere motorhus end dem med Ford- og B&W-motor.
À propos Kastrup-lokomotiver, så er her et foto af, hvad jeg opfatter som et typisk eksemplar med spidsrygget motorhus:
KM-lokomotiv. Tid og sted er ikke bestemt. Kilde: Kalundborg Lokalarkiv - Ø939.
Lokomotivet er forsynet med en Deutz-motor, jf. Deutz Diesel-mærket på fronten. Mærket er ganske vist "sat på spidsen", men kan genfindes i nedenstående annonce for angiveligt andre lokomotivtyper fra Kastrup Maskinfabrik, forhandlet af Wilh. Cederberg:
Kilde: Ingeniøren 11.12.1937.
V. H. Langebæk stod for motorimporten.
M.v.h.
Niels
Så findes Kastrup-loket også som cabriolet. Jeg bruger denne tegning til følgende Kastrup-numre:
8
41
42
106
Hermed en artikel, som jeg havde i Tipvognen 4-14 om Kastrup Maskinfabriks lokomotivfremstilling.
Visse af oplysningerne er vist ikke helt rigtige i dag, og den nævnte liste er ikke med, da den er i program, der ikke kan bruges her.
Kastrup-lokomotiver
Vi har tidligere omtalt Kastrup Maskinfabriks motorlokomotiver. Nu har vi fundet lidt mere materiale om disse, bl.a. nogle tegninger og datablade fra Vandbygningsvæsenets arkiv i Rigsarkivet.
For de læsere, der ikke har set tidligere indlæg i Tipvognen, skal vi kort fortælle fabriekkens historie. Oprindelsen var et reparationsværksted, som entreprenør Saabye & Fr. Johannsen og senere Saabye & Lerche havde i København. Det flyttede til Kastrup og udvidedes, og man begyndte dels at reparere andre firmaers materiel og dels at fremstille værktøj. Senere fremstillede man også større jernkonstruktioner, olietanke, beholdere o.l., mens man til brug i entreprenørbranchen bl.a. byggede damp- og motortromler og motorlokomotiver.
Motorlokomotiver begyndte man at fremstille i 1936 med to stk. til Basnæs roebane. Iflg. en datidig annonce fremgår det, at de byggedes for forhandleren A. P. Hjortsø, København. Lokomotiverne havde en 28 hk Bukh dieselmotor og et lidt kantet motorhus. Yderligere to af samme type blev 1937 leveret til entr.fa. Christiani & Nielsen, som brugte dem ved bygning af havneanlæg i Progreso på nordkysten af Yucatan, Mexico. Dette var forventet at vare 10 år, så de blev vel dernede. Entr. Hoffmann & Sønner har tilsyneladende fået leveret et af samme type i 1936? I listen bagest har vi kaldt typen for (A).
Fra 1937 fremstillede KM en ny type, som havde en 20 eller 32 hk Deutz dieselmotor samt motorhus med afrundet top og sideplader udenfor akselkasserne. Nu var forhandleren jf. annoncer Wilh. Cederberg, København. En del er leveret til entreprenører, og i alt blev fremstillet 20-25 af denne type, som vi har betegnet som (B).
Omkring 1938 kommer igen en ny type, nemlig den som vi kender bedst, med 32 hk Deutz dieselmotor, motorhus med knækket top og justeringsstænger mellem akselkasserne. Vægten var 4 tons, men et ballastrum kunne rumme 1400 kg, og der kunne sættes en plade under hver puffer, så man i alt nåede op på 6 tons. Både Cederberg og A. P. Hjortsø har åbenbart leveret denne type. Et tilbud fra Cederberg til Vandbygningsvæsenet kalder den for Type D4. Man tilbød også VBV at levere den med Ruston & Hornsby dieselmotor, men det ville vare 4 måneder, så det endte med, at VBV købte et helt lokomotiv fra Ruston & Hornsby. I annoncer er anført, at KM også kan levere typen med Ford- eller Chevrolet benzinmotor. Motorhuset på disse var normalt lidt lavere. Fabrikken tilbød den også med førerhus, som kan skimtes på tegningen, men det kendes kun på to lokomotiver, hvoraf IBK har det ene. Alle de øvrige førerhuse er hjemmelavede. Omkring 75 lok af typen blev bygget. Se også tegning og datablad. I listen er typen angivet som (C ), (Cf) med førerhus eller (D) lavt motorhus.
Enkelte større lokomotiver blev bygget, ét i 1940 til en roebane, men aldrig set foto af dette. To andre blev bygget lige efter krigen, et tre-akslet ligeledes til en roebane og ét som endte på svovlsyrefabrikken i Nørresundby. I listen betegnet (E3) og (E2). Det ser ikke ud til, at flere blev bygget.
Endelig fremstillede man to af De danske Sukkerfabrikers 4-akslede standard roebanelokomotiver i 1949.
Eksport af lokomotiver i større stil har der vist ikke været. Et par stykker var i Norge, men de kan være fra danske entreprenører, som var i Norge under krigen.
Reference- eller byggelister fra Kastrup Maskinfabrik kendes ikke, så vi har måttet stykke listen sammen ud fra oplysninger fra entusiaster, fotos, annoncer og diverse arkivalier fra andre foretagender. Tårnby LHA har heller ikke noget videre materiale.
Alle yderligere oplysninger er velkomne.
Byggenr. 8 og 15 er af type (B). Første kendte af type (C) er nr. 32 fra 1939.
Peter Andersen
Første type - betegnet (A) i listen. Annonce fra juli 1936.
Anden type - betegnet (B) i listen. Annonce fra december 1937.
Datablad fra tilbud i 1954. Vandbygningsdirektoratets arkiv.
Tegning af 6 tons lokomotiv fra tilbud i 1954 - bemærk førerhuset. Vandbygningsdirektoratets arkiv.