Godmorgen Thomas

Det er første gang, at jeg hører udtrykket, og jeg har da arbejdet en del år på København G, hvor der blev fanget vogne med hund på nogle af nedløbene. Men der var udtryk, som blev anvendt lokal. Derudover var der udtryk, som blev brugt på den ene side af Storebælt, men ikke på den anden.

Hilsner Keld

De fleste er nok bekendt med, at man ved rangering med godsvogne kan standse disse ved at placere en hemsko på sporet.

En sådan hemsko kaldes i jernbaneslang for en hund.

Jeg mener at have hørt følgende udtryk for det at placere en hemsko på sporet for at standse en godsvogn:

“Han kastede en hund i halsen på godsvognen”.

Er/var det et gængs jernbaneslangudtryk, eller er det bare noget, jeg tror?

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

?!?!? Hvor sidder halsen på en godsvogn?

Heller ikke i Esbjerg har jeg hørt det udtryk.

Vi råbte ofte "smid en hund på sporet", eller "fang den med en hund". Eller sågar smid hunden foran vognen" ...

Den sidste sætning resulterede en eftermiddag i en politianmeldelse, da en ældre dame der gik på fortovet langs rangerpladsen havde hørt en rangist råbe dette, og ringede efter politiet, da hun troede der var tale om dyremishandling. Politiet fik sig et billigt grin, da sandheden gik op for dem :)

Er/var det et gængs jernbaneslangudtryk, eller er det bare noget, jeg tror?

>

Første gang, jeg stiftede bekendtskab med udtrykket, var omkring 1960, da jeg læste Jens Frederik Lawaetz’s bog Eventyret om Jernbanen – Jespersen og Pios Forlag - MCMXXXV.

Hele Kapitel 13 er en forrygende, helt klassisk journalistisk reportage fra en nat på Københavns Godsbanegård.

Rangerbjerget får naturligvis særlig opmærksomhed. På side 135 i mit lasede eksemplar står der blandt andet:

Og sker det alligevel, at en Vogn kører for stærkt, er der Mandskab ved Strækningsristen, der i en Fart kan løbe hen og give Vognen en en ny Hund ”i Halsen”, kaste en slæde paa Skinnerne foran Vognen, saa et katastrofalt Sammenstød afværges.

”Katastrofalt” (!!) jo, jo. Manden var journalist. I øvrigt blev han senere programdirektør og tv-pioner i Statsradiofonien.

Interessant nok betegner han sporstykket, hvor hunden løber, som en ”Büssing” og manden med hundene som ”Büssingmanden”.

Skildringen af sidstnævnte får heller ikke for lidt:

Büssingmanden forstaar sin Kunst. Han kan se på Vognen, naar den kommer, hvor Hunden skal lægges, saa alle Vognene forlader Büssingen med den helt rigtige hastighed.

Hvis I ikke har læst den bog allerede, så gør det. Den bør være pligtlæsning for sådan nogle som os.

Selve udtrykket ”hund” kommer ganske enkelt af, at den hyler, når den bliver slæbt med.

Det fik jeg at vide af en portør i Buddinge, da jeg – også i 60erne – strejfede rundt og så på rangering sidst på eftermiddagen.

Vi var flere knægte, som havde den interesse – Niels Munch var også i blandt dem, har jeg senere erfaret herinde. Gu’ ve’, om vi har mødtes dengang.

Mange hilsner

Hans-Henrik Landsvig

Ikke et udtryk jeg nogensinde har hørt i min tid på Århus Rangerbanegård i 1980'erne.

På anfordring af Hans-Henrik Landsvig har jeg så løbet den omtalte bog igennem med fokus på siderne 130-138.

Bortset fra det længe har været historisk med arbejdsmetoderne på ”Rangerbanegården” med ankomst- afgangs-, stræknings- og stationsristene i forbindelse med ”bjerget”, er det jo ren nostalgi at læse og som skrevet, kan anbefales, selvom målgruppen dengang var ”raske drenge”; de (vi) er jo nok blevet lidt ældre nu !

Som jeg læser det, drejer det jo sig om BÅDE autoriserede- som ikke autorisere (aldeles lokale) fagudtryk eller jernbaneslang med de mange benævnelser. De autoriserede som f.eks. Dahl-bremsen, Büssing skinnen og en Hemsko og de mere eller mindre uautoriserede som ”en hund”, ”Lænkeren” ”Vup-stænger” o.s.v.

Derfor tror jeg heller ikke at udtrykkene, bortset fra de autoriserede, har været anvendt alle steder. Men at udtrykkene har været mere eller mindre lokale og ofte kombineret med kaldenavne og absolut uautoriserede håndsignaler. Det som J. Frederik Lawaetz beskriver er Københavns Godsbanegårds udtryk.

At banerne og stationerne har haft deres egne tegn og signaler, ser man tydeligst på ”Jernbanekilder”, hvor der er billeder af de anvendte håndsignaler på Københavns Godsstation og Banegaard. Og kombinere man disse signaler med de to oversigter med kaldenavnene på samme stations spor (DJM02-00011898 og DJM02-00011899) falder det hele på plads.

Til sidst og endnu engang – kombiner læseriet med filmen ”Her er banerne”, den har jo det hele.

Fortsat god aften til alle

Steffen Dresler

Jeg kan som Ole også skriver ikke huske det udtryk, men en hund kunne jo blive kastet af.
Fra august 1980 og nogle år frem kom jeg meget på Århus Rangerbanegård eller "Gården" som vi kaldte den som vagthavende. Det var udelukkende tjenester eftermiddag eller nat, altså 14-22 eller 22-6. Det var jo også på de tider det hele foregik, især sidst på aftenen og først på natten. Der kunne man så sidde og tælle tog- og bremsevægte til bremsesedlen mellem fragtbreve og vognlister i den røde hytte ved ringgadebroen. Der måtte ikke være over 140 aksler i togene heldigvis kunne regnemaskinen heller ikke tælle til mere. Det mest trælse var,når de kørte af, og man skulle igang med afhøring og rapportskrivning, og især hvis man midt på natten skulle til at "forske i" hvordan vognen dog kunne blive afsporet. Det kunne godt tage et stykke tid inden afsporingsrygterne nåede kontoret. Det værste på en rangerbanegård er, hvis man bliver bag efter med arbejdet f. eks ved afsporinger, en sådan afbrydelse af arbejdet en næsten umulig at indhente og kan påvirke mange tog. De fleste vagter var dog af den gode slags. Fredag nat lavede formanden frikadeller,og det duftede dejligt i hele hytten.
I Århus havde vi bjælkebremse på ryg 1 og Büssingbremse på ryg 2 lige nedenfor Ringgadebroen ud for post 3.
Herunder et uddrag af instruks om hemsko fra 2. distrikt der siger lidt om brugen.

Prøver at finde nogle billeder.
M v h
Georg

Hejsa,

I lektor Kaj Boms "Slangordbogen" fra 1957 optræder vendingen "At kaste en hund i halsen på en godsvogn” ikke, og han var ellers grundig i sin indsamling af ord. Bom skriver følgende:

Kan vendingen "At kaste en hund i halsen på en godsvogn” findes hos andre kilder, der ligger tidligere end Jens Frederik Lawaetz’ bog, er det sikkert rigtigt nok, men ellers kan det lige så godt være et journalistisk påfund. "Eventyret om Jernbanen" fra 1935 er på andre punkter ikke noget sandhedsvidne.